HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række_III

Vor første nordiske ballet 425 blade. Heldigvis er altsaa „Lagertha“ fuldstændig, og be­ skrivelsen indeholder endda, hvad der er yderst sjældent paa den tid, en række nøjagtige positionsplaner, der sæt­ ter os i stand til at følge personernes placering fra scene til scene.2 Da man nu altsaa for enhver pris ønskede at bevare de Galeottiske traditioner i fuld udstrækning, er det ganske givet, at disse regieoptegnelser fra 1820 stem­ mer nøje overens med den oprindelige iscenesættelse fra 1801; hvad der ellers findes af materiale om opførelsen af den folkeyndede ballet, skitser, arkivalier o. 1., skal senere omtales. „Lagertha“ er overordentlig typisk for de kunstneriske idealer, som den i Klorens fødte Vincenzo Galeotti kæm­ pede for gennem hele sin lange og daadrige balletmester­ tid ved Det kgl. Teater (1775—1816).3 Indtil omkring midten af det 18. aarhundrede bestod den sædvanlige form for ballet af en række løst sammenkædede danse­ numre, et divertissement, hvis hovedformaal først og fremmest bestod deri, at de optrædende fik lejlighed til at vise deres færdigheder i saa flatterende belysning som vel mulig. Nu satte der imidlertid nye strømninger ind, ikke mindst gennem den berømte Noverre, der i sit epokegørende værk „Lettres sur la Danse et sur les Bal­ lets“ slog til lyd for, at balletten burde have karakter af et virkeligt drama med en interessant og velbygget hand­ ling. Navnlig gennem en logisk forbindelse af pantomime og dans ville han fra en betydningsløs underholdning hæve den op til et kunstværk, der paa grund af emnet og dets behandling maatte virke gribende.4 Det var disse ideer, Galeotti gjorde sig til ivrig tals­ mand for, og som han bl. a. havde faaet indprentet af sin lærer, den italienske balletreformator Gasparo An- giolini, hvis virkningsfulde ballettekster han i de første københavneraar i talrige tilfælde støttede sig til, som f. eks. „Den forladte Dido“, der hvilede paa en opera­

28