HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række_II

614

Vald. Møller men hun havde sagt til Susanne, da Anna havde været så syg om natten, at det var farligt med den stærke drik, som hun fik, dersom hun blev død derover. Da var der flere på gården, som kunne svarlig derom blive fortænkt (mistænkt), at man ikke havde haft bedre tilsyn med hende. Derfor rådede hun Susanne til ikke at give Anna den stærke drik. Foledrengen Christen Nielsen, som røgtede folerne på gården, havde aldrig sagt til Bodel eller til noget andet menneske, at han havde ligget hos Anna, som han også gav et godt skudsmål. Fogden Markus nægtede ikke, at han havde bestilt pulveret hos hr. Antony — det var sket af „kristelig affektion“, da han så Annas svaghed og sygdom og hørte, at hr. Antony skulle vide middel og råd for den kolde. Det var ganske løgnagtigt, når nogen sagde, at han skulle være en af Annas mænd. Han gav også Anna et godt vidnesbyrd. — Ved denne tid fik lenet ny lensherre (Niels Wind) og ridefoged. Så blev der strid mellem fogden og portneren, der sendte en „supplication“ til slotsherren, Niels Wind, angående Markus Sølfester. Derfor blev han stævnet til tings sammen med det meste af ladegårdens personale. Hans brev blev læst op og lød således: Gunstige, fromme Niels Wind, velbårne hr. slotsherre, det jeg, som er ladegårdsporten og nøglen betroet, bemøder eders velbårenhed, er årsagen, at jeg vil lade eder vide, hvorledes det står til i eders fraværelse, som ulovligt er, hvilket jeg ikke bør fortie. At mælkedejen på ladegården tager kongens hovednøgle mig uadspurgt, og lukker ud og ind igennem lønporten, årle og silde, hvo hende lyster, som aldrig tilforn haver været brugelig, tilmed førte og ledte kongens kalve ud i byen, som ej heller før haver været skik. Herforuden hvad tjære, som kommer til ladegården og skal bruges der, den tager fogdens dreng og fører hen til hans gård sammen med salt, som tages af mælkedejens kælder og føres bort med plove og jernharver, og hvad han kan forbruge til sin gård, og ved jeg ikke, om han dem vil føre tilbage igen — med flere grove stykker, som de