HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_II h5

D a In d u strifo ren in g en b lev til

6 9 7

Bedst ser man maaske Tidens Strømninger i de sam­ tidige Portrætter. Næsten alle har de noget raskt, flot i Udtryk og Bevægelser. Alle har de i Blikket noget vist fremad skuende, som saa de efter noget langt borte, de vilde ud at erobre. Det gælder for Mændene. Kvinderne er smægtende, liljestilkede, søde og sentimentale at se paa. Romantikken havde holdt sit Indtog og faaet Magt over Sindene. Der var en Uro i Sjælene, som gjorde, at de maatte føle sig levende og i Bevægelse. De maatte tale, synge, danse. I Selskabslivet afløstes de adstadige Tu r­ danse af Galoppen, Polkaen og Valsen, hvor man ret kunde give sine Stemninger for det følsomme og bevæ­ gede Udtryk. Det var H. C. Lumbye, der spillede op. Først og fremmest gjaldt det nu om at faa Luft for den Trang til at være sig selv og uafhængig, der rørte sig i alle de unge. Alt, hvad der hidtil havde bundet, skulde løses. Man vilde ikke kendes ved de gamle Standsskran­ ker, der puttede Individerne ind i hver sin Baas. For Fremtiden skulde hver enkelt have den Plads, der tilkom ham efter hans Evner og Indsats. Det er da ogsaa interes­ sant at se, at Idealet ikke længer var Adel og Fornemhed. Skellet i Samfundet skulde ikke længer være Fødsel og Stand, men personlig Dygtighed og Aand. Ikke for intet kunde Christian W inther lade Studenterne synge: »Herrer vi ere i Aandernes Rige«. Det blev da ogsaa i særlig Grad Ungdomsvejlederne, de yngre Professorer, Tiden saa op til. Der var ingen Ende paa den Jubel, der stod 0111 Navne som H. C. Ørsted, H. N. Clausen, J. Fr. Schouw. De var Førerne; alle vilde lære, og fra alle Samfunds­ klasser samledes man om Lærestolene. Det gjaldt om at blive dygtig, at lære, saa man selv kunde tage Styret. Men først og fremmest vilde man føle sig fri, og hvor kunde det ske lettere end i de Forenin­ ger, man nu begyndte at stifte? Tidligere havde man jo

45