HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_II h5

Knud Kinzi

614

det er nu sjældent. Naar han har spundet det tilstræk­ kelige Antal Garn, snører han dem sammen til en »Dugt« — i en Dugt kan være 2—4 Garn — ved at lægge de ud ­ spændte Garn i Rillerne paa en Træklods, »Toppen«, og saa løbe frem mod Hjulet, der nu drejes den modsatte Vej af den, det før drejedes. Naar han har spundet og snoet det fornødne Antal Dugter, stryger, vasker og gnider han dem for at faa dem rigtig fine og glatte, og til sidst slaar han Dugterne sammen til et Reb. Naar Rebet er »bastet«, d. v. s. strøget med »Baststrygeren«, en Ende Reb, der er lagt nogle Gange sammen, er det lige til at rulle op og sælge, hvis det da ikke først skal farves eller tjæres. Jens Bang, Lægen og Bygningskunstens Dyrker, siger i sit »Forsøg til Rebslageriets Forbedring« (Kbh. 1769), at »Vanskeligheden i at spinde gode Reb gør, at de tykke Reb langtfra ikke holder saa meget, som de burde. Ved at slaa Reb brister mange af Traadene eller i det mindste overmaade beskadiges, foruden dette findes mange slap­ pe, medens andre er paa det stærkeste udspændte og fo r­ medelst Snoningen allerede betyngede med en stor Kraft, og da sker, at disse sidste maa bære den hele Byrde, hvortil Rebet anvendes, førend de andre virker det m ind­ ste. De første Traade maa da briste, dersom Byrden, de bærer, er for stor, og samme maa igen ske med de andre Traade, ligesom de, den ene efter den anden, begynder at anspændes i Stedet for, at dersom de havde draget alle tillige, havde de ved at hjælpe hinanden indbyrdes kun ­ net vise en langt større Kraft«. Langs Banens Sider staar en Del »Mikker«, Bukke med opstaaende Trætænder til at lægge de Garn og Dugter paa, der venter, medens de Garn eller Dugter spindes eller snøres, som de skal snøres eller slaas sammen med. De maa nemlig ikke komme ned paa den ofte fugtige Jord. Hvis Garnet bliver fugtigt under Spindingen, bliver