HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_I h5

Flemming Dahl

3 0 4

med ikke ringe skinsyge. Heller ikke hu n h a r jo været ganske fremm ed fo r »hyttefadsprincippet«, heller ikke hun h a r nogen sinde helt forsonet sig med den pauvre slutning på de unge års sommerfugleleg i rosenhaven, at hendes ridder til sidst tog til takke med en anden, hvem hun ikke selv i sine vildeste drømm e vilde have regnet fo r en jævnbyrd ig medbejlerske. Og som ægte kvinde h a r h u n ald rig tilgivet fru Andræ, over hvis hoved hun oftere øser både uvilje og spot, dog tilsat megen oprigtig følelse av sorg over, at hendes ven ikke h a r fundet mere lykke i sit liv. Mod denne tankegang h a r senere Aage Friis p ro testeret1). E fter h an s opfattelse træ nger Andræ ikke til så megen medfølelse i an ledning av sin h u stru og sine børn, som fru Heiberg vil yde ham . I han s fo r­ stående k a rak te ristik av fru H ansine er også jeg alt i alt enig; men eet er denne betydelige kvindes menneskevæ rd i sig selv, et andet, hv ad hendes m and såe i hende, og det tu rd e dæ rfo r være et spørgsmål, om F riis h a r drevet son ­ den tilstrækkelig dybt ind i det Andræ ’ske problem , der søges belyst i disse linjer. Av ikke ringe interesse er h e r — som exemplum in sta r om n ium — form en tlig e fte r­ følgende lidet kendte brev, av hv ilket Poul Andræ kun h a r p lukk et en enkelt linje ud: »Kjære F ru Heiberg! Deres venlige T ilbud iaftes var saa sk jønt og fristende, a t jeg i Ø jeblikket ganske tab te Besindelsen. Fø rst da jeg kom ud i den kjølige N atteluft, blev det mig p aa engang k lart, at en F jernelse fra H jemm et en Ju leaften vilde være et saa fo rfæ rdeligt B rud p a a den hellige Huusorden, at jeg strax bu rde have fo rjaget saa syndig en Tanke. Naar De nu k jender m ig tilstrækkeligt — og fo r Deres skarpe Blik ligge alle m ine Feil og Svagheder jo afslø- I »Hist. Tidsskrift« 8. rk., VI, s. 528; sml. Marcus Rubin, sst., V, s. 464.