HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_I h5

Det Andræ-Heiberg’ske Venskab

28 5

m ål både i ævner og vilje! Vi ser da, at vejret i disse år veksler mellem storm og sol, at en strid og farlig april, på trods av alle naturlove, er fulgt oven på en solblå, syrénduftende maj. Navnlig i årene 1840— 41 er Andræ langt nede, hans sjæl i op rø r som et k ra te r i kog1). Men med al sin yd re selvbeherskelse er Andræ dog endnu m ile­ vidt fra at være den isnende kolde og strænge eneboer, hvis billede er gået over i historien. Forgæves dog, at han, som den store Schillerkender han er, n å r han gør op med sig selv, samm enstiller en berøm t sentens fra »Wallenstein«: »Es w ar ein Zufall — Es gibt keinen Zufall!« med et citat fra »Jungfrau«: »Es w ar kein Irrthum , eine Schickung w a r’s!« Forgæves, at han, »nedstyrtet fra alle sine Himle«, med Don Carlos føler, at ». . . . Liebe kenn t der allein, der ohne Hoff nung liebt.« Nu først fo rstå r han, hvad han for sin egen skyld burde have fa tte t for længst, at der — trods alt — for ham ikke var noget håb. Og i følelsen av det fortvivlende håbløse i dette fo r­ hold er det da, at han følger sin ven Martensen's eksem ­ pel og — forlover sig! Ikke med nogen fremmed, som. frisk og varmblodig i sin oprindelighed, dog måske vilde have h a ft en svag mulighed for at optage den ulige kamp med en kvinde som Joh ann e Luise Heiberg, men med en nærtbeslægtet pårørende, der, sine gode egenskaber ufor- *) »Sidste Vinter var Du, som mig syntes, kun sjældent i godt Humeur«, skriver L æ s s ø e til ham 25. aug. 1841 (R. A.), og hermed stem­ mer A n c l r æ ’s svar av 6. sept. s. å. (R. A.). Av dette bevægede og men­ neskeligt gribende dokument skal kun anføres: »Først og fremmest ligger den egentlige Rasis i visse rent personlige og familielige For­ hold, som man jo kun under ganske særegne Omstændigheder kan føle sig berettiget til at tale om . . . . . . Over for denne tilståelse må jeg anse P o u l A n d r æ ’s betragtninger (»C. G. Andræ«, IV, s. 13—16) for ikke-udtømmende.