HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_I h5

Holberg, Danmark og København

125

Hvad han mente om Betydningen af Nationalfølelse i det hele og specielt en Nationalfølelse, der ytrede sig i Selvgodhed og fjendtlige Følelser mod andre, h a r han fo rta lt i en af sine Epistler (Nr. 119). Folk havde i hans sidste Aar væ ret forargede over den ringe Interesse, han viste sine Slægtninge i Norge; h an frem sæ tter da den Anskuelse, at det, der berettiger til Kærlighed, ikke er fælles Afstamning, men menneskelig værdifulde Egen ­ skaber; det, at Mennesker »er fabriqverede udi samme Værksted«, som h an drastisk u d trykk er sig, hør i og for sig ingen Betydning have. P aa samme Maade med Fæ d re­ landskæ rlighed; heller ikke her bør det være fælles Af­ stamning, men menneskelige Dyder, der binder Folk sammen. Ja, i det Øjeblik, Fæd relandskæ rligheden bliver »outreret« og gør »Skaar udi den alm indelige Kiærlig- heds Pligt mod alle Mennesker«, bliver den »forvandlet til en Last«. Det er ikke en partiku laristisk norsk N a­ tionalfølelse, her prædikes, men det 18. Aarhundred.es Menneskelighed. Udslag af samme Uvilje mod national P artiku larism e er hans Holdning p aa 2 Om raader, hvo rpaa senere T ider lagde særlig Vægt som Udtryk for Nationalfølelsen: Kæ r­ ligheden til H jem landets Sprog og dets Natur. I Holbergs tidligste Skrifter forekommer der en Del Norvagismer; men det er saa langt fra, at han dy rker dem og betrag ter dem som en P ryd , at han bevidst ud rydder dem i senere Udgaver. Det, han ønskede, var Ensartethed og Fasthed, i Sprog og Betskrivning ligesom i Styrelse og Religion; ikke Udvikling af »separatistiske« E jendommeligheder. Heller ikke for Norges N atur havde h an nogen Sans eller Kærlighed. Bjerglandets Barskhed var ham , som hele T i­ den, en Gru. H an elskede som den det smilende, fru g t­ bare, veldyrkede Landskab ; derfor befand t han sig vel i Voss. D anm arks N atu r var ogsaa efter hans Sind. Fø rst F ø rrom an tiken fik Sans for den vilde Natur.