HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn2Række_I h5

Jagtslottet Eremitagen i Jægersborg Dyrehave

3 0 9

stian VI’s og Sofie Magdalenes Slotte, men den bibelske Symboliks højtidelige. Det rette Jagtliv i al sin Glans og med de stærke F a r­ ver — men med mørke Slagskygger — udfoldede sig først paa Eremitagen, da den livsglade 23aarige Frede­ rik V blev Konge. Først da spillede Pan op paa sin Syrinx og Kongesalens Diana smilede til sit eget Billede. Naar Faderen havde afskaffet Parforcejagten og bort­ skænket sine Hunde, var det sikkert ikke alene, fordi hans og Dronningens lidt svagelige Konstitution daarligt forligtes med de Strabadser, der følger med denne Jagt, men ogsaa — og vel navnlig — af religiøse Grunde. Maa- ske havde Erik Pontoppidan, som i 1735 var bleven Hof­ præst, tilskyndet ham dertil. I 2. Del af M e n o z a , Hi­ storien om den asiatiske Prins, der drager Verden rundt for at søge kristne, kommer Pontoppidan ogsaa ind paa en Omtale af Jagten. I en Diskussion om denne paa et engelsk Herresæde siger Menoza: »At Menneskene til deres Forsvar saavelsom Nytte øver det Herredømme, Gud har indrømmet dem over Markens Dyr, er en gan­ ske anden Sag end det, I kalder Parforcejagt, hvor man ej vil skyde eller fange Dyret, som straks kunde ske, men søger sin Lyst i at ængste eller plage det en hel Dag, ja ej alene det, men ogsaa en stor Hob Heste og Hunde, som til den Ende skal holdes og æder det Brød, mange hungrige Mennesker kunde mættes med«1). Endnu i Vi- truvius’ II. Bd., der udkom nogle Aar efter Christian VI’s Død, kan Thura i sin Beskrivelse af Dyrehaven fortælle om, hvorledes den store Frihed og Rolighed, som Vildtet her nyder, gør det saa tamt, »at det ej skyer eller snart frygter sig for noget Menneske, og at det tit ikke rører sig af Stedet, naar man kørende eller ridende kommer det paa 3 eller 4 Skridt nær«. Men Frederik V, der trods sit gode Hjerte hyldede de Meninger, som hævdedes i x) Menoza. II. 1742. S. 251 f. sml. S. 39.