HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_VI h5

Et Fald nedad Ærens Trappe

525

at udrede, hvad der fordres til fhv. Justitsraad Knaps nødtørftigste Underhold«. Men aldrig, ikke en eneste Gang er der Antydning af, at Regeringen ogsaa følte sig en Smule forpligtet og ansvarlig over for den gamle Mand, som den havde la­ det indespærre i saa mange Aar. Hvad havde været naturligere end, at den var traadt hjælpende til, naar den saa, at den nedbrudte Mand, som var berøvet et­ hvert Middel til at hjælpe sig selv, var udsat for Næ­ ringssorger. Men nej, det var . en helt privat Sag, og Familien havde at bære hele Byrden. Ja, det gik saa vidt, at Regeringen nogle Aar efter truede med at give ham helt fri og lade ham rejse, hvorhen han vilde, hvis Familien ikke betalte. Da Grosserer Bertelsen nemlig døde en fem Aars Tid efter, og Enken frasagde sig enhver Forpligtelse, maatte andre Slægtninge overtage Forsørgelsen, nemlig Sønnen, Pastor Knap, dennes Svigerfader Etatsraad Jeppe Prætorius (som selv havde været gift med en Dat­ ter af Amtsforvalter Lemvigh) og Provst Lemvighs Søn Major Chr. S. Lemvigh til Rønningesøgaard. Men det skete kun ved det største Pres fra Regeringens Side, idet Kancelliet i Maj 1819 lod dem vide, at hvis de ikke inden fire Uger var forløbne, gik ind paa at sikre Knap 400 Rd. aarlig, vilde han blive løst for alle Baand. Det hjalp, Familien vilde ikke for nogen Pris have ham paa Halsen igen. I Juni kunde Kancelliet anmode Departe­ mentet for de udenlandske Anliggender om at meddele Knap det glædelige Resultat; Departementet mente rig­ tignok, at det tilkom hans Frænker, da det var en helt privat Sag ; men Kancelliet svarede højtideligt tilbage, at Departementet havde at parere Ordre, thi Sagen var offentlig, saasom Kongen havde taget sig af den. Prætorius og Lemvigh døde begge i 1823, og Søn­ nen har saa formentlig været ene om at udrede Pengene,