HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_VI h5

374

Digtekunst i Dagspressen

»Ordets Ridder«. Først skildres den gamle Riddertids Undergang. Ridderens Sværd ligger nu paa hans Kiste, Harnisk og Skjold hænger i Museet, i hans Borg bor en Ætling, der beskeden sysler med Bøndernes Tugt eller Studenes Røgt. Krig er bleven et Haandværk, Soldaten en Stand, de staaende Hære blinde Maskiner. Men én dristig ridderlig Idræt kender vor daadløse Tid: Pennen er bleven en Lanse, Ordet et Sværd. For dem maa Træl­ dommens Mure og Fordommens Gitre styrte, Brøde og Løgn krybe frem af sit Skjul, Uretten sitre selv under Purpuret. En saadan Ridder var A r m a n d C a r r e 1, den franske Journalist; han kendte ikke til Frygt eller Dadel, havde en Mands Kraft, en Ynglings Mod, var en Frihedsmand, hvis Sjæl var »en eneste glødende Drøm om Frankrig, dets Glans, dets Hæder og Lykke«. Da Gni­ sterne ulmede i Masserne og blussede op; da de slog sam­ men i et Baal og Tronen sank i Aske, hvem havde da tændt Flammen? Det mægtige Ord og — Armand Carrel. Men Ordet maa være frit, som Tanken er fri, siger »Neodanos« (Fdl. 2T/6 44). Frihed for det vingede Ord »var fra Arilds Tid immer at finde hos vore fribaarne Fædre i Nord«. Og vi maa være fribaarne som de, et vakt Folk. Derfor tegner han 4 Dage efter (Fdl. V 7 ) i Bladet et advarende Billede af det sorgløst sovende Folk. Skipperen sidder og sover med Roret i Haand, som han skal styre, alle hans gode Mænd sover. De ængstes hver­ ken af Vindens vilde Pust eller af Havets dybe Suk, de drømmer saa sødt som et Barn i sin Vugge om Fryd og Fred. Maagens Sang, mens den hviler paa den knagende Raa, har en anden Lyd, af ildevarslende Spørgsmaal om, hvorledes det hele vil ende. Claudius Rosenhoff havde samme Aar i sit Blad skre­ vet et Digt »Lieder ohne Worte«; men det sidste — og bedste — Vers kunde ikke komme med, fordi det lød politisk og Forfatteren var under Censur. »Fædrelandet«