HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_VI h5

358

Digtekunst i Dagspressen

Hostrup, der tager alt mere paa det jævne, hører (Fdl. 2/7) Lærkerne slaa til Sværdets Klang og ser Helten ile frem med Satyrer og Fauner ved Siden, og i en Sang om Studenterhjemmet skildres vel (Fdl. 2/7) Studentens Liv som en møjsom Bjærgbestigning, men den grønne Ranke skyder frem i Fjældets Kløft og rækker ham villig sin gyldne Frugt, og blandt de muntre Venner slipper han ikke Glædens Fugl af Hænde før i dens allersidste Aande­ drag. Saa opløses Mødet, efter at Munch har sat Studen­ terne Stævne i Norge paa Fædrenes Odelsgaarde, næste Gang Birken staar lysegrøn i Klipperevnen. Da den nordiske Højtid Aaret efter afholdes i J a ­ nuar, er Sangene (Fdl. 14/i 46) for største Delen Genklang. Carl Borgaard er optaget af Minderne om forrige Som­ mers Studentermøde, der havde tryllet det alvorlige, kolde Nord ned i Sydens Dale. Frederik Barfod priser det saa tit priste O r d : det er alle Vegne og sejrer altid. »Neo- danos«, hvis Sang ikke blev sungen, men dog opnaaede hæderlig Omtale i »Fædrelandet«, er ogsaa opfyldt af O r d e t , der k a n blive til Handling, ligesom Ild fødes af Staal. Og Grundtvig, som i d e t l e v e n d e O r d mente at have opdaget »den store Naturlov for Aandens Virkning og Forplantelse«, spørger tillidsfuld Nordens Aand, om vort Kvad ikke er dens Morgenhanes Gal. Saa overvældende er Troen paa Ordets Magt, at man tror alt gjort med Ord. Ved den tilsvarende Fest i Kristiania er det Munch og Welhaven, der er Digterne (Fdl. 31/i 46). Munch hører Hejmdal støde i Hornet og kalde til Kamp, den Kamp, som skal bringe »Barmfred for Blodlyst, Livssang for Drabshyl, Dagglans for Død«. Welhaven synger rom an­ tisk om Sagas Hal i Rosernes Lund, hvor Søkkvabek sagterislende rinder, og hvor Nordens Mænd gaar hen i vaagne Drømme for at tømme en Kalk af Mindernes hel