HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_VI h5
Vartov Hospitals vornede og stavnsb. Bønder i det 18. Aarh. 2 4 5
og Udskrivningen af dem var ordnet saaledes, at der af hver 20 Tdr. Hartkorn skulde stilles en Soldat. De udskrevne vedblev at bo hjemme paa Landet, hvor ogsaa Eksercitsen og Øvelserne fandt Sted. Men i de 6 Aar, Tjenestetiden varede, maatte Soldaten ikke forlade det Sogn eller det Lægd, hvorfra han var ud skrevet. Disse to Forordninger gav i Forening Herremanden en ny og skæbnesvanger Magt over Bondebefolkningen. Som Hartkornsejer var han interesseret i at holde de unge Karle tilbage paa sit Gods for at kunne stille de fornødne Soldater; som Husbonde var det ham, der kunde give eller nægte dem Pas og Tilladelse til at flytte. Baade Muligheden for Misbrug og Fristelsen der til var altsaa i høj Grad til Stede; og de to Forordnin ger blev da ogsaa saaledes udnyttede af Herskabet, at selve Konseillet i en Forestilling til Kongen i 1730 kunde bruge de stærke Ord, at den nye Tvang var lige saa stor, om ikke større end den gamle, »og var altsaa ikkun Navnet af Vornedrettigheden ophævet, men i Gerningen og i sig selv blev Mandskabet mere bundet, end det nogensinde tilforn havde været«.1) Og denne nye Ufrihed, som til en Begyndelse vel nok skyldtes Herremændenes Overgreb og Forordnin gernes Misbrug, blev kort efter lovfæstet og yderligere skærpet ved Forordningen af 4. Febr. 1733, som man plejer at regne for S t a v n s b a a n d e t s egentlige Begyn delse. Efter denne nye Forordning maatte ingen Bon dekarl i Alderen fra 14 til 36 Aar forlade det Gods, hvortil han hørte. Senere blev han bundet fra det 9. til det 40. Aar, og tilsidst begyndte Stavnsbaandet end og med det fyldte fjerde Aar. Og da det saa tillige var bleven paabudt, at Bondekarlen, selv efter at han havde
J) Hist. Tidsskrift 5. Række V. 594.
Made with FlippingBook