HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_V h5

456

Strømpevæverslægten Warburg flydende Vers, med enkelte Stænk af lidt gammeldags i Sproget, sender sine; lette Pile imod en Modestrømning, ifølge hvilken en ung Pige skal »sværme — for den italienske Opera — og for de franskes litterære Bærme«, og den, hun skal »elske«, — »maa [først og fremmest] være udenlandsk; — thi Kærlighed er alt for flov paa Dansk, — den trives kun hos Britter, Franske, Vælske«. Nogle Maaneder efter lod Lystspilforfatteren høre fra sig i Heibergs »Intelligensblade«, denne Gang som Romancedigter. Christian W inthers Vers klinger i hans Øre; Jomfru Kirstin afviser stolt den bejlende Ridder:

Jeg vil ej bytte bort min Vaar, min Ungdoms glade Frihedsaar, min Rolighed, min Lykke — imod en Ægtehustrus Kaar, hvem tusind Sorger trykke. I tænkte vel, jeg kunde nok smukt sidde stille ved min Rok som eders Ægtemage, og kives med en Børneflok de lange Sommerdage? I fanger kun en daarlig Trøst! Jeg kender ingen bedre Lyst end den at staa alene. Mod Elskov er mit unge Bryst saa koldt som hine Stene. Det lakker hen ad J u l e t i d , men stundom skinner Solen blid igennem Skyers dunkle; da lysner Bøgen g l i m r e h v i d og tusind Stjerner funkle1).

Han kender sin Oehlenschlåger:

]) Jvf. Oehlenschlågers Helge:

Kong Frode sidder ved Juletid . . . Af Sne var Skoven saa glimrehvid.