HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_V h5

439

Strømpevæverslægten Warburg

»Minde 0111 Grosserer og Lieutenant ved det borgerlige Infanterie Arnold Leonhard Warburgs Død d. 7. Junii 1810. I kunstlet Smag kan jeg ikke fremsætte min billige Be­ kymring over den Hedenfarnes hastige Bortgang til en lykke­ ligere Verden! — men — Naturen giorde mig ikke fremmed for de Følelser, der i stille Eensomhed fylde mit Hierte med Tanken om den venskabelige Forbindelse, hvori jeg stod med den Afdøde, og derfor give disse mine Tankers, skiønt simple. Udvikling mig Lettelse i Sorgen. Gode Warburg! Du er ei mere iblandt os — for faa Dage siden gav Du mig Dit sidste Haandtryk! og nu — nu er alle­ rede Dit afsielede Legeme nedrullet i Graven! Sørgelige Tanke — i det jeg føler mit eget Tab af min dyrebare Ven og Velgiører, deler jeg Smerten med Dine dybt- sorgende Børn! Ikke var det Dig nok at være een for Staten gavnvir­ kende Borger, Din Familie en fuldkommen Huusfader, men ogsaa var Du for Ubeslægtede en blid Velgiører. Tilfældet giorde mig til Din Undergivne i Forretninger. O! med hvilken Glæde arbeidede jeg ikke under Dig og under Din Veiledning i en Bække af Aar; thi naar mit Arbeide vandt Din Tilfredshed var jeg glad fordi jeg saae Dig tilfreds. Ofte saae Du mig bedrøvet og frygtsom for Mangel af Livets første Fornødenheder; men ogsaa heri viiste Du Dig som min Velgiører. Din Ædelmodighed og Din Indflydelse blandt Dine høitagtede Medborgere giorde min Stilling altid blidere. Det Forhold vi stod i til hinanden, indskrænkede min Taknemligheds Yttring imod Dig i Ord, men ikke mine Følel­ ser, og Du hindredes derved ikke i, at paasee Opfyldelsen af mine Pligter. Med en Redebonhed, der egner [d. e. passer sig for] Manden af Menneskekundskab, vidste Du saa kierlig at giøre mig Din Agtelse væ rdig... Den ærbødigste Taknemlighed tolkede disse mit beklæmte Hiertes Sørgetoner ved Din Grav! O! hvor trøstende er ikke den Tanke at vi sees igien. Fred over Dit Støv! . . i .. i . g.«

Sønnen L u d v ig C h r i s t i a n W a r b u r g kaldes, da han 5 Fjerdingaar efter Faderens Død faar københavnsk