HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_V h5

290

En københavnsk Haandværkssvend paa Vandring

vets Sorger og Plager, som kendetegner de rigtige Lande­ vejstravere, »Kometerne«, som de kaldes i den tyske Haandværkerjargon. Har man den foregaaende Dag tilbagelagt sine 6—7 Mil, kniber det til en Begyndelse med at komme i Trit. Det værker i Lemmerne, Fødderne er maaske fulde af Vandblærer, saa det gør ondt for hvert Skridt, og selv om Vejret er nok saa prægtigt, selv om Solen skinner nok saa varm og bager Gaarsdagens Regnvand af Klæderne, er man dog ikke fri for at være en Smule morgengnaven. Men lidt efter lidt kommer der Smidighed i Benene, Hu­ møret stiger, man løfter Hovedet, og som Lærken højt oppe i Luften kvidrer sin Morgensang i overstrømmende Glæde over Tilværelsen, føler man ogsaa Trang til at bryde ud og lade Sangen bortvejre alt, hvad der trykker og nedbøjer. Med en normal Fa rt af 5 Kilometer i Timen traver man af Sted, hilsende forbigaaende med et »Griiss Gott« eller vekslende Løsnet »Kunde« med »Kennt«, hvis det er en rejsende Haandværkssvend, man møder. Disse Ord lyder sagtens lidt mystiske for de fleste og trænger vel til nærmere Forklaring. Blandt de tyske Haandværks- svende eksisterer der en lang Række Udtryk, et Slags Landevejssprog, hvis Tilegnelse og rigtige Anvendelse tje ­ ner til at bevise, at man hører til Standen, til den prøvede og vel indøvede faste Stok. Ordet »Kunde« er den Hilsen, hvormed man modtages, og hvis man da ikke vil se den anden med Foragt vende een Ryggen, har man at sige sit »Kennt«. Det er Indledningen, og saa gaar det løs med Spørgsmaal: hvilken Profession man har (hvert Haand- værk har sin aparte Benævnelse, mit hed f. Eks. »Apostel- klopfer«); paa hvilken »Penne« (Herberg) man har til­ bragt Natten; om »Draht« (Penge), »Kohldampf« (Sult), »Hanf« (Brød), »Kaff« (Landsby), »Fleppen« (Legitima­ tionspapirer), »Tritchen« (Støvler) og meget andet. Naar man saa gensidig har udspurgt hinanden og faaet alle de