HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_V h5

19

»Sorø Kloster« eller »Det gamle Stopperi«

ikke nuomstunder«. — »Ja Moder, men naar vi regner efter, saa er det dog snart fyrretyve Aar siden«. — »Hvad for noget, ja Tiden gaar, Tiden gaar«. Men det var dog hverken Justitsraaden eller Fruen eller Sønnen Lorenz, der gav Gaarden paa Vesterbro sit Præg; det var de tre smukke Døtre, og da især den yng­ ste, Louise Kilde, der i hine Aar var en af Hovedstadens mest fejrede Skønheder. Musikalsk som Faderen, be­ gavet med en smuk Sangstemme, slagfærdig, vittig og overgiven var hun forkælet af Forældrene og tilbedt af alle, som kom i Huset. Endnu da hun var over de fyrre, kunde hun blænde ved sin Skønhed og Fremtræden. Hun holdt af at iføre sig aparte, ofte kostbare Dragter, og hun førte sig som en Fyrstinde. »Naar jeg ser hende for mig«, siger Henriette Lund, »i hendes mest brusende Pragt, med hele den selvbevidste Holdning, er det næ­ sten, som kunde jeg høre hende sige, som det fortælles om Mdlle. de Montpensier ved Ludvig XIV.s Bryllup: »Jeg gik ogsaa hen for at bringe min Hyldest, og ikke en eneste af hele Selskabet gjorde sin Reverens saa godt som jeg; jeg fandt, at jeg passede til højtidelige Dage; ved slig Lejlighed indtog min Person lige saa vel som mit Navn sin Plads i den store Verden.«1) Ogsaa i Louise Kildes Aarer rullede jo det franske Blod. Men Louise Kilde har næppe selv haft godt af den megen Smiger, der ofredes hende. Hun kendte sin Skøn­ hed, hun var stolt af den fuldendte Perlesnor, som hen­ des hvide Tænder dannede, hun holdt nok af at fortælle, at man sammenlignede hende med det foregaaende Aar- lnindredes berømte Skønhed Ida Bombelles. Men under alt dette var hun ikke i Stand til for Alvor at holde af andet end sig selv og sine jordiske Ejendele, og hun er­ klærede,^ at hun aldrig vilde gifte sig, for at ikke en Mand 9 Henriette Lund: Erindringer fra Hjemmet, Kbhvn. 1909. S. 87.