HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_II h5

17

Belejringen 1658—60 og Københavns Privilegier.

Næste Morgen, d. 9. August, holdtes Mødet paa Slottet mellem Konge og Folk. Borgmestre og Raad- mænd, Laugenes Oldermænd, Præster og Professorer var tilsagt til Møde; men Dørene til Slottets store For­ samlingssal stod aabne, og enhver, som vilde, kunde frit gaa ind. Medens Borgerskabet samledes i Salen, forhandlede Kongen med Rigsraadet i Gemakket; men endnu inden han og de høje Herrer var kommen til Stede, havde Borgerne paa egen Haand taget den Be­ slutning, som skulde tages. Anders Hiøring, der selv var til Stede, har givet os en Beretning om dette be­ vægede Optrin. Da »en god Mangfoldighed« af Borgerskabet var indkommen og forsamlet paa Salen, tog Borgmester Hans Nansen Ordet og spurgte Forsamlingen, hvad Svar de nu skulde give Hans Majestæt. »Den første Mand, som mig i Sandhed er bleven sagt der svarede, var en Garver, barnefødt udi København: At det skulde være Spot og Skam, skulde man overgive og forlade Kongen og Staden for svenske Trusel og ikke skulde set en Fjende engang under Øjne; havde man først forsøgt en haard Pust, og man blev nødt til at give sig og kunde ikke staa, saa var man undskyldt. Derpaa raabte alle i hverandres Munde, de vilde staa det længste, de kunde; naar de kunde ikke længer, var det tidlig nok at bede om Naade; de vilde først forsøge det, saa yderste, som de mest kunde. Borgemester raabte og spurgte, om det var alle deres stadige Forsæt; da raabte alle Borgerne Ja, Ja, de vilde alle stræbe og staa saa længe de mest kunde.« Straks derefter kom Kongen og Rigsraaderne ud af Gemakket, og Rigshovmesteren Joak im Gersdorff oplæste en skriftlig forfattet Tale i Kongens Navn. Hans Nansen svarede paa Forsam ­ lingens Vegne, myndig og stolt i Bevidstheden om, at nu var det Borgerskabet og ham, der skulde sige det