HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_II h5

95

Koleraen i København 1853.

men var ligefuldt det underlige Menneske, hun var.« Selv fortæller hun i et med Blyant i Hast fra Hospitalet skrevet Brev til hendes Broder: »Jeg havde tænkt paa Sagen i en otte Dage, men vidste ikke, om jeg skulde eller ikke skulde, turde eller ikke turde. For dog ingen Forhindringer at have i den Retning, bragte jeg mine Sager i Orden Torsdag og Fredag. Endnu Fredag Middag vidste jeg' ingen Besked. Endnu Fredag Aften, da jeg gik hjemme fra, vidste jeg ikke, hvor jeg vilde henvende mig, eller om jeg kanske skulde komme hjem med ufor­ rettet Sag. Jeg gik langsomt over Amalienborg Plads, meget langsomt, skønt jeg var blevet sinket hjemme. Det vanskeligste var mig, hvordan jeg skulde komme ind. Derfor tænkte jeg paa at henvende mig til Frede­ riks Hospital, hvor jeg kendte Præsten. Men netop derfor skyede jeg mig næsten mere for ham end for en fremmed. Dog vidste jeg ikke, hvordan jeg skulde komme igennem, hvor jeg var ganske fremmed. Du véd, jeg er ikke praktisk. Jeg stod noget udenfor Frederiks Hospital og turde ikke banke paa. I det samme kom Folk forbi, og i min Forskrækkelse spurgte jeg dem, hvor Almindeligt Hospital var, skønt jeg godt vidste det. De viste mig Porten, og jeg gik derhen ad. Den blev netop lukket op for andre, og jeg løb for at slippe ind med det samme. Saa var jeg der. Jeg spurgte Portneren om Professoren og blev næsten for­ skrækket, da jeg hørte, at han boede lige ved Haanden. Saa gik jeg op ad Trappen og ringede straks paa for at sikre mig, at jeg ikke skulde betænke mig og gaa igen. Prof. Larsen var overmaade vakker og rigtig for­ nuftig. Han havde ikke dermed at gøre, men bad mig henvende mig til Inspektøren. Da han mærkede, hvor æng­ stelig jeg var for at gaa ene derover, fulgte han mig, men maatte gaa igen, før Inspektøren kom. Denne var ogsaa overmaade rar, men gjorde en Del Indvendinger. Ende