HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_II h5

93

Koleraen i København 1853.

Lig, nogle i hele 8 Dage, formodentlig af Mangel paa Ligkister. Behandlingen af de syge var meget mangelfuld og maatte være det. Ikke faa døde uden at komme under nogen som helst Behandling. Mange maatte, især i Førstningen, blive paa Lemmestuerne — der kunde ikke skaffes Hospitalsplads til dem. Kvindfolk maatte lægges ind paa Mandfolkestuer og omvendt. De Folk, der skulde besørge Transporten op og ned ad de mange Trapper, kunde af Udmattelse ikke faa alle med. Pa­ tienter, der toges ud af Sengene for at bringes bort, maatte ofte ligge halve og hele Timer paa Gulvet, inden de blev hentede. Paa hver Lemmestue var der i Reglen kun en enkelt Stuekone, og Stuen havde mere end 50, til Tider mere end 60 Beboere. Saa mange k u n d e hun ikke overkomme at opvarte, særlig ikke naar Syg­ dommen slog Klo i dem og en Mængde paa én Gang trængte til Hjælp. De første Stuekoner havde 24 Sk. i Løn for Døgnet, Gangpigerne 12 Sk. for 12 Timers Ar­ bejde; senere fik de 4 Sk. til. Paa adskillige Stuer blev Stuekonen angreben samtidig med dem, hun skulde passe — i ét Tilfælde døde 3 lige efter hverandre —, og de syge laa en Tid lang helt uden Pleje. Elendig­ heden var større, end man kunde tænke sig. Sunde laa Side om Side med døende og døde. Disciplin og Orden var nærved at ophøre. Hospitalets Læger — Overlægen var Prof. S, E. Larsen — anmodede Gang paa Gang Fattigdirektionen om at skaffe mere Plads, er­ klærede det for Manddrab ikke at sørge derfor. An­ modningerne blev uden Frugt, saa længe Epidemien var i Opgang. »Berlingske Tidende« skrev spydigt, »at Direktionen snart ikke mere vilde behøve at rømme Hospitalet, ti det vilde ske af sig selv«. Under Epide­ miens fortsatte Forløb skaffedes der efterliaanden Plads til 120 Kolerapatienter, og Behandlingen blev mere