HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2004 h5

Arbejde, ensomhed og stra f

de unge forbrydere - næsten blevet glemt. Men hvis der oprettedes en større tvangs­ arbejdsanstalt, ville disse også kunne an­ bringes her, og pengene til en særskilt an­ stalt kunne dermed spares.28 Kancelliet manglede imidlertid stadig et indlæg i debatten, før der kunne træf­ fes endelig beslutning. Politichef Kierulff, der også var formand for Fattigvæsenets direktion29 var den 8. november 1831 ble­ vet bedt om at komme med sin mening om Ladegårdens økonomiske tilstand. Før Kancelliet havde modtaget denne redegø­ relse, ville det ikke foretage sig mere. Løsgængerne var bestemt et stort pro­ blem, som politiet stod forholdsvis magtes­ løst overfor, hævdede Kierulff efterfølgen­ de i sin betænkning. De påtog sig arbejde, når de var bange for at blive arresterede, men de passede det ikke. Derfor var poli­ tiets eneste mulighed at sætte dem under Fattigvæsenet, som derfor måtte være i stand til at tvinge "personer til ikke alene at arbeide, men og til at arbeide flittig og ordentlig”.30 Med betlerne stod det ikke bedre til: Politiet var ikke tilfreds med de ekstra arbejdsopgaver, det var blevet dem pålagt i 1813, "fordi Opbringeisen af Bet­ lere i den almindelige Mening betragtedes som en Slags fornedrende Forretning”. Hertil kom, at byalmuen ofte forsøgte at hindre politiet i at pågribe betlerne, "thi, meningen med hensyn til Betleres Opbringelse er imellem Almuen i Kjøben- havn, saaledes at naar en Betler ved An­ holdelsen gjør Modstand, bliver Resulta­ tet altid, at den almindelige medlidenhed træder virksom op for den Anholdte, og denne befries samt Betjentene ikke sjel- dent mishandles”.31 Når betjenten først én gang var blevet offentligt udstillet på denne måde, havde han mistet meget af sin autoritet i fremti­ dige penible situationer.32 Kierulff var derfor utvetydigt fortaler for oprettelsen af en tvangsarbejdsan­

stalt under det københavnske fattigvæ­ sens regi, og egnede lokaler fandt han på Ladegården. Bygningerne eksisterede al­ lerede, og et plankeværk omkring noget af gården ville sikre afsondring. Samtidig kunne fangerne arbejde med de samme håndværk som beboerne i den øvrige an­ stalt. På denne måde behøvede tvangsar­ bejdsanstalten ikke en særskilt økono­ mi.33 Tvangsarbejdsanstalten, som skulle indrettes med "ensomme fængsler”, var i Kierulffs pædagogik et afskrækkelses­ middel: Den straffede skulle frygte en endnu hårdere straf, og en sådan ville indsættelse i ubehageligt isolationsfæng­ sel netop udgøre. Derfor skulle der også kun være tale om kortere ophold i isola­ tion, idet den konstante frygt for indsæt­ telse i "ensomt fængsel” nok ville få den straffede til at ændre adfærd. Selv om Ladegården var ideel til en tvangsarbejdsanstalt, var det pga. faren for optøjer bedre at placere de ensomme fængsler et andet sted, men Kierulff kun­ ne ikke anvise et sådant. Da fængslerne således også måtte placeres på Ladegår­ den, skulle der i det mindste opføres en ny bygning.34 De ensomme fængsler skulle være så ubehagelige som overhovedet muligt. Vin­ duerne skulle sidde så højt, at den ind­ satte ikke kunne se ud, stolen, som skulle være fastgjort midt på gulvet, skulle have buet sæde og sovestedet skulle udgøre en løs køje, som blev bragt ud om dagen og først kom ind om aftenen, når den indsat­ te skulle i seng. Hvis sengen stod i rum­ met hele dagen, ville fangen blot ligge i den, og straffen ville miste meget af sin virkning. For at fangen ikke skulle kun­ ne lægge sig på gulvet foreslog Kierulff, at der skulle fastgøres en række klamper med passende mellemrum. Mens fangen var i ensomt fængsel, måtte han overhovedet ikke tale, dørene skulle altid forblive lukkede, og maden

37