HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2004 h5

Birgitte Vedel-Larsen

overmediciner Wendt, agent og grosserer Busch, grosserer Jacob Holm og grosserer Selmer.20 Kommissionen satte hurtigt fokus på øget brug af de fattiges arbejdskraft. Bl.a. foreslog de stenslagning og vej- og brolæg­ ningsarbejde. For at disse tiltag kunne an­ vendes fuldt ud, var det nødvendigt med afskrækkende tvangsmidler, så de dovne og arbejdssky fattige ikke kunne undslå sig arbejdet. Derfor betragtede kommissionen det som et væsentligt tab, at man ikke læn­ gere rådede over et tvangsarbejdshus, som det man havde haft i Pustervig. Danske Kancelli var positivt indstillet, og den 26. oktober 1830 gav man kommis­ sionen ordre til at undersøge muligheden for en ny tvangsarbejdsanstalt. E t års tid senere kom den med sin endelige indstil­ ling, som, det tidligere udtrykte ønske om en tvangsindretning til trods, tog afstand fra tanken.21 I kommissionen havde man undersøgt, hvordan det tidligere tvangsarbejdshus i Pustervig var blevet benyttet, og man havde da erfaret, at huset først og frem­ mest havde rummet betlere,22 og da af­ straffelsen af disse ikke længere hørte un­ der Fattigvæsenet, men politiet, så man ingen grund til at Fattigvæsenet skulle bekoste oprettelsen af en ny tvangsar­ bejdsanstalt. Betlerproblemet kunne man i stedet overlade til politiet.23 I forlæn­ gelse heraf konkluderede kommissionen, at ’’Betleriets hemmelse fra den Tid af er [en] Fattigvæsenet, som saadant, uved­ kommende Sag”.24 Dermed blev det ikke Fattigvæsenet, der skulle tage sig af problemet med de omkringdrivende betlere, og da det siden 1813 oven i købet havde været politiets opgave at tage sig af de problematiske betlere, syntes kommissionen ikke, at der kunne ’’begrundes noget krav paa at F a t­ tigvæsenet eller eventuelt, fordi det in­ gen Capital har dertil, Communen skulde

paatage sig at lade opbygge et saadant Tvangsarbeidshuus”.25 Kommissionen tildelte også Køben­ havns politi et rap over fingrene. Det var således et stort problem for Fattigvæse­ net, at politiet ikke varetog deres opgaver i tilstrækkelig grad, da ’’Politie-Autorite- ter, i stedet for at udøve alle de den i saa henseende paalagte Functioner, har ind­ skrænket disse til den alene: at anholde Løsgjængere og overlevere dem til Fattig­ væsenet”. Når politiet blot sendte alle løs­ gængere videre til Fattigvæsenet var det med til at bringe Fattigvæsenet i økono­ misk uføre, ligesom den lemfældige hånd­ tering af løsgængerne medførte, at betler­ ne tabte respekten for politiets autoritet. De behøvede blot at sige, at de ikke kunne finde arbejde, så blev de placeret i Frel­ sers arbejdshus til forplejning.26 Kierulffs betænkning Danske Kancelli, som nu engang havde tilsluttet sig tanken om behovet for en tvangsarbejdsanstalt, var ikke udpræget tilfreds med kommissionens konklusion. H. G. Bentzen, som tidligere havde været medlem afkommissionen vedr. en tvangs­ arbejdsanstalt for unge, og som i 1831 var blevet deputeret i kancelliet, var ikke ble­ vet overbevist af kommissionens anbefa­ linger, og da slet ikke om, at det kun var relativt få mennesker, der skulle straffes med tvangsanstalt. Samtidig var det helt forkert, når kommissionen ville give ind­ tryk af, at politiet handlede urigtigt, når de indlagde individer uden næringsvej i arbejdshusene, da det netop var politiet pålagt ifølge reskriptet fra 20. august 1823.27 Bentzen havde endnu en grund til at gå ind for en tvangsarbejdsanstalt: I forbin­ delse med besparelseskommissionens ar­ bejde var det oprindelige udgangspunkt -

36