HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2004 h5

Anmeldelser blev vundet af Holger Rasmussen, og den tidligere præmierede arkitekt gik i gang med sit hold af as­ sistenter. Der var grundudgravning i april 1923, og fire år senere blev den klassicistiske kolos indviet af stormesteren Christian 10. Langt fra alle var t il­ fredse med den dominerende bygning. Samtidens k ritik kaldte den et skrummel, ’’aristokratisk”, ja, den ’’passede som en knytnæve i ansigtet”, som en lokalpolitiker udtrykte det. Senere tider har ifølge Lindberg forsonet sig med Stamhuset, om end hun ikke lægger skjul på, at man får mindelser om den tyske nazi-arkitektur i 1930’erne. Også dér var man bjergtaget af antikt inspireret monumentbyggeri. Værnemagten følte sig sikkert hjemme, da den eks­ proprierede logen under 2. Verdenskrig - og Holger Rasmussen byggede for resten ikke siden noget af betydning. Lindberg bruger det meste af krudtet på det ar­ kitektoniske og bygningshistoriske, og man forstår hendes fascination af det ødselt dekorerede palæ, hvor flere anerkendte kunstnere har bidraget til udsmykningen. Frimurerne mener, at de genop­ bygger kong Salomons ødelagte tempel, og derfor forholder indretningen sig til Bibelens beskrivelse af den jødiske helligdom, som fortalt i Det Gamle Testamente. Søjlerne foran det jødiske tempel kald­ tes Boas og Jakin - heraf bogens tite l - og det er dem, frimurerne har genopført foran indgangen på Blegdamsvej. Lindberg sammenligner bygningen med den hellige skrift og redegør nødtørftigt for den særlige frimurer-ikonografi. Med hende vandrer vi rundt på farvede marmorfliser, i sindrige labyrinter med vinrøde velourdraperier og sære symboler på væggene, i egyptiske gravkamre og jødisk inspire­ rede tempelrum. Men ak. Vi er ikke helt med. For bogen er hermetisk renset for billeder og fotografier af interiørene. Lindberg forsøger sig i stedet med et ’’fotografisk” blik, og beskriver køligt rummene, et efter et. Desværre er arkitektens pen for gold og nøgtern til rig tigt at gestalte tingene, så vi ser dem for os. Det er en tu r i biografen med lukkede øjne, og det er bogens helt afgørende svaghed. De tidligere stam­ huse i Kronprinsensgade og Klerkegade informe­ res vi også kun sparsomt om, men hvis frimurerne ikke v il hoste op med materialet, kan det vel ikke være anderledes. Enkelte fotografier tillader orde­ nen faktisk brugen af, hvorfor har Lindberg ikke bragt dem? Besættelsestiden udgør en dramatisk periode i stamhusets historie. Det nazistiske Tyskland havde forbudt frimureriet, og de danske logebrødre måtte i hast pakke det okkulte interiør sammen, da sam- arbejdspolitiken kollapsede i august 1943. Og så blev der virkelig gennemtræk og hærværk i den før så hermetisk lukkede loge. T il Lindbergs u til­ slørede forargelse. Schalburgkorpset rykkede ind, 180

de danske nazister rullede straks ærmerne op, rev facadens jødestjerne ned, og dekorerede den i stedet med et hagekors. Nazisterne havde ingen sarte for­ nemmelser, de indrettede en skydebane i en fornem gang på tredjeetagen, hvorved Kapitelsalens loft blev gennemhullet. Året efter forsøgte modstands­ bevægelsen sig med et mislykket angreb, og mod enden af krigen husede stamhuset tyske flygtninge - til forfatterens gru. Dermed var stamhusets pins­ ler ikke til ende, for få dage efter befrielsen rykkede vandaliserende kommunistiske modstandsfolk ind, malede nøgne damer på væggene, plaffede videre på nazisternes interimistiske skydebane, og organi­ serede Frihedsrådets populære udstilling om mod­ standsarbejdet i Pergolahallen. Over 200.000 gæ­ ster strømmede ind, og de sled yderligere på de bo­ nede gulve. Derefter fulgte endnu en strøm af tyske flygtninge, som havde brug for tag over hovedet. Det klæder egentlig ikke Lindberg at harmes over den ’’ulidelige” stank fra flygtningene og det utøj, de efterlod i de krænkede gemakker. Burde de nødstedte bare skrubbe af, så logebrødrene igen kunne hygge sig med tempelridder-skjolde og hem­ melige fagter? Er det holdningen? I det hele taget er det ikke de historiske forklaringer, der trykker, og Lindberg påtager sig lid t naivt ordenens kræn­ kede selvfølelse. Lider bygningen, så lider forfatte­ ren, det er vist devisen. Man kunne have forklaret, at kommunister og andre venstreorienterede kun så sekterisk og sammenspist kapitalisme i frimure­ riet, og at hærværk i ’’burgøjsernes” uhellige tempel vel nærmest var en dyd. Skævhederne til trods har Lindberg nok fået det optimale ud af de dårlige arbejdsbetingelser. Det har næppe været nemt at balancere mellem Boas og Jakin, mellem respekten for logens ønsker, og så det, at skrive en oplysende bog. Eksempelvis bygger et ømtåleligt kapitel på den norske teolog Sverre Dag Mogstads omdiskuterede bog Frimureri fra 1994. Selvsamme værk forsøgte de danske loge­ brødre et fogedforbud mod - forgæves. Sidenhen har Den Danske Frimurer-Orden slået ind på en kurs mod større åbenhed, men træerne er endnu ikke vokset ind i himlen. Burde Lindberg have holdt sig i skindet? Morten Petersen C h ristia n L a r s e n : T il Gavn fo r M e n n es k e­ h ed en og Fæ d rela n d e t. K jæ d e-O rd en en og d en s h lind efo rso rg g e n n em 2 2 5 år, A rk i Va­ ria, K øb enhavn , 2 0 0 2 , 1 6 0 s. 1 2 5 kr. Kjæde-Ordenen blev stiftet i København 1774 som en filantropisk forening med det ædle formål at være til gavn for menneskeheden og fædrelandet.