HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2001 h5

Martin Zerlang

ger Blank« fra 1907, som senere i samlingen Dybhavsfisk (1918) omdøbtes til »Murene«, men her fastholdes den kritiske erkendelse til sidste punktum. Som hos Kidde er lokalite­ terne generaliserede: »Storstaden«, »Landet« og så den udefinerlige forstad midt imellem: »Men Blank holdt ikke af at sælge sig til nogen eller noget. Han elskede Friheden, og derfor slog han sig ned i Byens Udkant, i et af disse Huse med to Etager og Taglejlighed, der gør Overgangen fra Markerne til Storsta­ den lempeligere«. Byen identificeres med ufrihed, landet med frihed, men da man lige udenfor hans vin­ due ud til friheden begynder at bygge en mur, forstår han ikke i første omgang, at muren vil lukke ham inde: »En Høst begyndte de at grave Grunden ud lige uden for hans Vinduer. Blank kigged nysgærrigt paa dem fra sit Bo; han havde valgt som en Fugl, og der var noget fugleag- tigt i den Maade, han strakte Hals og kigged ud paa Arbejdet. Nogen Uro følte han ikke; dette var noget, der foregik i Landskabet, nye Sider det vendte udad -altsammen til Glæde for ham«. Efter nogen tid afspærrer muren hans udsyn, men ved hjælp af et gadespejl lykkes det ham at bevare en rest af et forhold til den fri natur: »Blank indretted sig helt hyggeligt med sin Stump af Guds fri Natur i Spejlet. Han behøvede blot at lette Ansigtet fra Arbejdet for at faa Del i det alt: Sol og Regnvejr ogAgre; og da nogle Aar var gaaet, glæmte han helt, at der nogensinde havde været andet end den graa skjoldede Brandmur foran ham.«

Vendepunktet sker, da der bygges »en høj Herskabsmur« lige uden for hans udkig. Den hørkræmmer, der havde bygget kvarte­ ret, var blevet en hovedrig grosserer, og til sidst må også skomager Blanks »Overdrevs­ bygning« vige for »en moderne Ejendom« i flere etager, og Blank, der af de spærrende mure har lært »at se tværs igennem det hele«, indser, at det ikke er murene som sådan, der spærrer for friheden, men grosse­ reren der i sin grådighed ikke længere kun­ ne nøjes med at spærre folk inde, men også må rydde dem af vejen for at skaffe plads til sig selv. Og skomager Blank beslutter der­ for, at han med sit strygestål vil stikke hul på den oppustede grosserer, »saa Vejret kan slippe ud«. 1 1923 skrev Poul Henningsen en artikel om »Den internationale Kamp mod Storbyen«, hvor han henviste til de engelske »haveby­ er« som en løsning på storbyens unatur, og funktionalisternes lyse forstæder blev i de følgende år portrætteret af bl.a. Peter Han­ sen i Ved Byens yderste Grænse fra 1937 og Hans Scherfigs Idealister fra 1945, men endnu i 1940erne og 50erne finder man en fornæg­ telse af forstaden i mytens højtidelige form. I 1948 skrev Ole Sarvig i første nummer af tidsskriftet Heretica digtet »Gud i Forstaden«, hvor han proklamerer, at »Jeg tror, han har sin dybe mening med at lægge denne stad øde,« og med samme tonefald udfoldede Martin A. Hansen i 1941 i romanen Jonatans Rejse et dommedagssyn på storbyen som en løbsk naturødelæggelse: »Du vokser dig større og større, du breder dig over Sletterne, og du forstaar ikke selv, DEN FORSINKEDE FORSTADSLITTERATUR

92