HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2001 h5

Ulla Tofte

til at påvirke dansk byplanlægning omkring århundredeskiftet. Formentlig var det Stub­ bens forslag om, at der skulle udarbejdes generalplaner for alle storbyer, der førte til at Københavns Borgerrepræsentation den 30. januar 1905 efter forslag fra ingeniøren Alex­ ander Foss og flere andre konservative bor­ gerrepræsentanter nedsatte et fællesudvalg for at »prøve Tanken om, at en Del af Kom­ munens udstrakte Jorder i de ydre Distrikter gradvis indrettes og anvendes til Bebyggelse for Byggeforeninger og andre på Vilkår, der letter en Bebyggelse af landlig Karakter og samtidig sikrer Kommunens Kontrol med de paagældende Grundes Værdistigning, og eventuelt fremkomme med Forslag derom«.3 Den 2. oktober 1905 forlagde Magistraten fællesudvalgets indstilling med forslag om tilvejebringelse af en gade- og bebyggelses­ plan for Københavns ydre distrikter med dertil hørende detaljeret program. Forslaget tiltrådtes af Borgerrepræsentationen den 28. oktober samme år. Alexander Foss var direktør i F.L. Smidth og formand for Ingeniørforeningen, hvor han havde afløst Charles Ambt året før. Sam­ men havde de to i 1903 arrangeret en nordisk konference for teknik og hygiejne, og Foss havde en stor interesse for byudvikling og byplanlægning.

nen. Dette ville have været en naturlig for­ længelse af det arbejde, som afdelingen hav­ de varetaget siden midten af 1890'erne. Det foregik ofte som såkaldt »skuffeplanlæg­ ning«, d.v.s. at de kommunale embeds- mænd udarbejdede en plan, før de politisk valgte borgerrepræsentanter havde fremsat ønske herom, og dermed øgedes sandsynlig­ heden for planens gennemførelse. F.eks. udarbejdede Julius Voigts forgænger Ambt selv vej- og bebyggelsesplanerne for Ry­ vangskvarteret i begyndelsen af 1890'erne flere år før fællesudvalget fremsatte ønske om at etablere et villakvarter i Ryvangen, og på samme måde lavede Stadsingeniørens kontor planer for Stockholmsgade kvarteret og området omkring Glyptoteket.4 Julius Voigt blev udpeget til at udforme konkurrenceprogrammet i fællesskab med stadsarkitekt Hans Beck Wright. Wright mente ikke, at kommunale embedsmænd burde have adgang til at deltage i konkur­ rencen, og han blev bakket op af Arkitektfor­ eningen. Diskussionen udviklede sig i bl.a. Berlingske Tidende og Architekten, men Voigt endte med at trække det længste strå - dermed sikrede han sine egne folks mulig­ hed for at deltage i konkurrencen. I konkurrenceprogrammet krævedes der først og fremmest en langsigtet generalplan i størrelsesforholdet 1:10000 for de indlemme­ de distrikter, samt en gade- og bebyggelses­ plan i størrelse 1:2000 for de arealer, som kommunen ejede. Generalplanen skulle angive hovedfærdselsårer, pladser, parker, beplantning samt sporveje og jernbanelinier, mens der i gade- og bebyggelsesplanerne skulle tages stilling til bebyggelsesarter. Det­ te skulle ske ved en zoneopdeling af sluttet og åben bebyggelse, villakvarterer, arbej­ derkvarterer, fabrikskvarterer m.v. I detail­ planerne blev konkurrencedeltagerne endvi­

P R O G R A M M E T F O R K O N K U R R E N C E N

Det fællesudvalg, Borgerrepræsentationen nedsatte i 1905, brugte to år før et forslag til en byplankonkurrence forelå. Det skyldtes formodentlig en strid om, hvem der skulle have lov til at deltage i konkurrencen. Stads­ ingeniøren Julius Voigt havde muligvis haft en forestilling om, at Stadsingeniørens afde­ ling selv skulle udarbejde bebyggelsespla­

24