HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2001 h5

NOGLE ARBEJDERBOLIGER I SUNDBYERNE, VALBY OG BRØNSHØJ

Af Nils Kristian Zeeberg

» . .. Det er med Ægteskab som med Huslej­ lighed. Folk i København flytter hvert Øje­ blik og faar det aldrig tilpas. Men naar man bliver paa et Sted og vænner sig til Mangler­ ne, saa finder man sig vel i alt. . . . » (Købmand Skaarup i 3. akt, 1. scene af Spare­ kassen) Når Henrik Hertz (1797-1870) i lystspillet Sparekassen fra 1836 lader sin gode købmand Skaarup sige som han gør om Huslejlighed, så er det den tids udlejningsbo­ liger i København han har i tankerne. Køben­ havn var i 1836 stadig omgivet af volde, og manglen på boliger for især de ubemidlede klasser var endog meget stor. Det var i denne periode, før industrialiseringen slog igen­ nem, endnu det normale at det ugifte tyen­ de, de ugifte lærlinge og håndværkersvende og andre der var i tjeneste i en husholdning, boede hos principalen og fik deres måltider og underhold der. Svende der giftede sig blev ofte med deres familier installeret, hvor der nu kunne skaf­ fes husly til dem, og det var ikke ualminde­ ligt at et yngre ægtepar med deres børn kun havde at enkelt rum til deres rådighed - hav­ de de endelig to rum var det lige så alminde­ ligt, at de lejede det ene ud for at tjene nogle ekstra penge. For at skaffe husly til flere indenfor volde­

ne, og vel nok så meget for at skaffe indtæg­ ter til husejerne, forhøjedes eksisterende huse i første halvdel af 1800-tallet i stort tal med en ekstra etage, eller to, og tagetager blev taget ind til beboelse. Også gårdene blev bebygget med baghuse, eksisterende baghu­ se fik ligeledes påbygget ekstra etager, og hvor der var en plads der ikke blev udnyttet, kunne der straks indrettes et logi til udlej­ ning. Og alt blev udlejet. Omkring 1850 boede næsten en fjerdedel af byens indbyggere i baghuse, og op mod hver tiende boede i kældre. Man kan let for­ stå, at med denne ringe standard for langt de fleste af logementerne var det fuldt forståe­ ligt, at de fleste havde endog meget stor lyst til at flytte, så snart noget bedre bød sig. Og hvis man altså tillige havde indtægter til at betale husejerne, der levede højt på denne mangelsituation. Alt sammen var med til at skabe den utro­ ligt tæt- og overbefolkede by indenfor volde­ ne, hvor hygiejniske nyskabelser som vand­ forsyning med rent vand og tilhørende kloa­ kering stadig var ønsketænkning. Det gik da også lige præcis så galt som det næsten måt­ te gå, og koleraen i sommeren 1853 kostede næsten 5.000 af Københavns omkring 130.000 indbyggere livet. Mindre epidemier i de efterfølgende år kostede også mange af byens borgere livet, men samtidig havde

117