HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Tinne Vammen

synligvis ikke ofret sig for et par hundrede slesvigeres fejl, endnu mindre afstået fra sine planer på grund af manglende retslige begrundelser for deres erobring. De ville have Kiel, og de tog Kiel - og så ville de nok snart opsluge hele Norden. - Jeg fremdrog her Axels håb om, at skinsygen og konflikterne Tyskland og Rusland imellem ville sikre Skandinavien. Det indrømmedes. Dog fremsat­ tes en dunkel formodning om, at Tyskland dog altid vil komme til at tage Jylland; så må Sverige imod sin vilje erobre øerne, og så ville det gamle had mellem de nært beslægtedefolk blive tændt!! På mit spørgsmål, om ikke den form for passiv storhed - storhed med hensyn til tålmod og ydmyghed uden mæle - indebar en fare, og jeg sagde, at jeg måtte beundre denne storhed, samtidig som den alligevel gjorde mig ængstelig som tegn på fremtidig undergang - blev besvaret noget heftigt med, at den storhed ikke blot var passiv; for bag den lå en dyb og uudslukkelig vrede - vreden over en uret­ færdig behandling - og den giver kraft til at stå imod så længe som muligt og siden falde med ære. Om utilfredsheden i Jylland og om pirreligheden i Norge sagde hun, at det er ligesom med stedbørn og ens egne børn. Ens egne tager imod en tilrettevisning uden at kny, men de andre altid med bitterhed, erkender aldrig dens berettigelse - klager til stadighed over uret m.m. Hvor glimrende genkendte jeg ikke dette! Spadsereturen i skoven var fortryllende. Hun lader til at have samme naturfølelse som mig - en blanding af hengivenhed, taknemmelighed, glæde og vemod. Vi talte om meget mere, som jeg ikke husker tydeligt nok og ikke når at nedskrive. Blandt kvindesagens pionerer Middagen hos Bajer var ret behagelig - 3 retter mad, fruen vartede selv op. Boligen er køn, hyggelig, men enkelt møbleret. Vugge, sybord, skrivebord, bogskab og orgel i dagligstuen. 40 Dér traf jeg frøken Testman, leder af kvindebevægelsen, en dannet person med et enkelt og oprigtigt, fint og taktfuldt væsen. Vi kom på nærmere talefod med hinanden, da vi om eftermiddagen gik ud til Frede­ riksberg. Hun talte om Kvindesamfundet, om kommende fagskoler for kvinder, om sagen som helhed, og hun bad mig om råd og ytre­ de sin frygt for ikke at være voksen nok til det hverv, hun har påta­ get sig som formand for Kvindesamfundet. Jeg støttede hende ved