HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Friherreinde Sophie Adlersparres sommervisit i København

Som stedmodre lader det til, vi har haft den samme erfaring. Den ældste datter, der er gift med Ibsen, er en stor, men ubøjelig natur og måtte flytte alene ind i en sidebygning - og når bordet var dæk­ ket, kom Suzanna, »når vi havde spist, kom hun.« Nu har verden slebet hende til, det humane har fået nogen magt over hendes råhed, og trods forfærdelige bryderier dem imellem har Ibsen haft godt af sin hustru. Han er mere genial end hende, men hun er en større natur. 38 Hun har skrevet en artikel i Morgenbladet om tidskriftet, fortalte mig, hun aldrig har læst et ord af mig, hun ikke kan tilslutte sig - tror, at kvinden har sin mission at udføre i liv og i digt - at det der­ for er forkert at klandre en forfatter, fordi hun opfatter ting ander­ ledes eller skriver på en anden måde end mandlige forfattere. Hun er blevet stærkt og bittert klandret, men tager kritikken uden at være bitter, og tager ved lære af den. Mest tager hun dog ved lære af sine egne fejl. Hendes dramatiske stykke var blevet læst af fru Heiberg, af Hauch m.fl., som anså det for at være fortræffeligt og egnet til at bryde en helt ny vej inden for dramatikken. Men så kom kritikken. Alligevel har hun ikke opgivet tanken om også at fortsæt­ te i den retning. 39 Vi talte om hendes ejendommelige stilling som både dansk og norsk forfatter. Den kan alene forklares, siger hun, med, at hun er jyde. Den jyske folkekarakter og også landsdelens stilling havde i begyndelsen af århundredet stor lighed med Norges og nord- mændenes. Der lå en smule misfornøjelse og en dyb mistro imod alt dansk og københavnsk jappende over folkeånden. Endvidere sam­ me hårde, nye kraft som i den norske mentalitet. I København mod­ tog hun kun den første elementære skoleundervisning - hele hen­ des egentlige uddannelse er norsk. Alligevel elsker hun Danmark som sit moderland. »Hvor stærkt har jeg dog håbet derpå, og hvor bittert har jeg sørget derover.« På spørgsmålet, om det dog ikke pga. af sin måde at behandle indbyggerne i hertugdømmerne på selv havde været skyld i sin ulykke, svarede hun, at det var hels- tatsmændene og helstatspolitikken, som havde båret skylden. Pro­ fessor Erslev udtalte om samme spørgsmål, at hvad Danmark havde gjort var fuldstændig berettiget udfra et folkeretssynspunkt, men uklogt udfra en politisk. Det var en beklagelig politisk fejl, men i øvrigt var resultatet blevet det samme. For tyskerne havde sand­ 87