HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Tinne Vammen

ste og mest forædlende af alle kræfter, når den er af den rette slags. Eros - ikke blot Amor. Åndernes kærlighed, som ikke udelukker, men optager, renser og helliggør al anden, hvis den fortjener dette navn. Det var tydeligt, vi begge talte udfra personlig erfaring, skønt ingen personlige forhold blev nævnt, og jeg blev dybt grebet af net­ op nu at udveksle tanker om dette emne. I forbindelse med Pa- ludan-Miiller talte hun om Danserinden, som hun værdsatte aller­ mest og tilkendegav bl.a., at en lidenskabs styrke og magt højner og forædler trods de fejltagelser, den fører til. 36 Det virkede, som om et selvforsvar lå til grund; jeg kom i tanke om Bjornsons omtale af hende over for frøken L. og ville ikke bestride hendes påstand, skønt fejltagelse efter min opfattelse ligeså meget fornedrer følel­ sen, skønt i heldigste fald forædler ???, eller rettere sagt, den er ikke af en rigtig forædlende slags, hvis den fører til fejl - i hvert fald ikke hos kvinden. En anden sag er at få sit indre udvidet - det gør hver en stærk følel­ se og at få den renset og forædlet. Så indtil videre giver jeg hende dog ret i, at den, som er faldet og atter har rejst sig, muligvis kan nå højere end den, som aldrig har følt fristelsen. Jo større natur, desto større fristelser - det viser jo Kristi fristelse. Men helt sikkert er de størst, som har kæmpet sig sejrende gennem fristelsen. Hun talte meget om sin mand - en kæmpestor, mægtig skikkelse i ydre og indre forstand. Stor prædikant, en jernvilje, som trodsede alt for pligtens skyld. Til sidst slæbte han sig på krykker på prædi­ kestolen, talte frit og på en magtfuld og gribende måde. Han for­ mede hendes åndelig væsen og lader til at have ført hende til troen. Ham må hun takke for den kontrol, hun har vundet over sin geni­ alitet. Men, »der ligger en frygtelig fare - åh, kære frue ! en gruelig fare i at være gift med én, som kunne have været ens egen fader!« - - Om hun har elsket en anden eller blot ikke har fundet et gensvar på sin unge lidenskabelige hjerte i ægteskabet, antydede hun ikke. Men dog lige livsglad. Hun fulgte med sin mand overalt, sejlede med ham i den vilde, bergensiske skærgård i stormvejr og gennem brændinger uden skygge af frygt. Det var tværtimod hendes vilde glæde at blive kastet mellem skyhøje brændinger, ensom ved hans side, og føle, hvordan båden under dem ligesom sprang fra bølge­ top til bølgetop, alt imens fjeldene rejste sig omkring dem som tru­ ende jætter. 37

8 6