HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Vibeke A. Pedersen

Efter Vossius' disposition er vi nu kommet til de gerninger, der kan fortjene lovprisning. Her er det bemærkelsesværdigt, at det er kirkebyggeriet og de goder, der følger med, at borgerne nu kan høre Guds ord, som fremhæves. Der er formentlig tale om den første kirke på Christianshavn, hvoraf der i dag intet er tilbage. Trap skriver:12 »1633 paalagde Chr. IV Kirkerne i Sjæll. Stift at yde 200 Speciedaler til Opf. af en Kirke paa Chrhvn., men først 1639-40 rejstes der en midlertidig, tarvelig Trækirke (indviet 22/5 1640), der laa ligeoverfor den nuv. Kirke [Vor Frelsers Kirke], paa Hj. af Skt. Anna- og Prinsessegade.« Christianshavn var dengang kun tyndt bebygget, så man skulle tro, at der blev bygget for fremtiden, da byggeriet påbegyndtes i 1639. Men den meget lange og smalle kirke (60 x 13 alen) måtte allerede efter nytår 1640 have ekstra støttepiller. I Peder Hansen Resens beskrivelse fra 1682 lyder det: »Denne kirche er meget brøstfældig [og] er ferdig til at nederfalde, fordi grunden och grundvolden ere iche faste og gode [...]«. 13 Men dét kunne man jo ikke vide noget om ved indvielsen 1. pinsedag 1640! Actiones bliver således at fremme Guds ære (str. 25-29). I god luthersk ånd fremhæves også lov og evangelium: »gudz Loff och Euangelium, / Hand Lerer dig som er en sum« (str. 26). Også dette afsnit afsluttes med lovprisninger, denne gang af Gud. Hertil kom­ mer bønner om, at Guds engle vil bevogte borgerne. Havde vi haft et digt til en afdød, ville vi nu være kommet til afsnit om død og begravelse. Men det går selvfølgelig ikke. I stedet skifter digteren til et andet retorisk paradigme og går over til pero- ratio, afslutningen, der kendes fra retstalen. Her er byskildringen næsten forladt, så vi får i stedet noget, der kan sammenføjes under betegnelsen: bønner for den verdslige øvrighed. Kong Christian IV får str. 33, hans søn og tronfølger, den udvalgte prins Christian (der døde i 1647, året før sin fader) str. 34, biskop hertug Frederik (den senere Frederik III) str. 35 og rigsrådet str. 36. Endelig kan visen munde ud i bønner til det guddommelige, især til Helligånden, om fremtidig beskærmelse, (str. 37-40). Og det pointeres, at det trods alt ikke er denne verden, men den kommen­ de, det drejer sig om: »Fra denne Verden Iammerligh, / Vi matte Befiide Himmerigh,« (str. 40).

46

Made with