HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Inger Olufsen

Min læretid blev stedse mere præget af krigen. Der kom flere og flere erstatningsstoffer af ringere kvalitet, og i vinterperioden var det koldt om morgenen, når vi mødte. Man måtte nemlig slukke fyret om natten for at spare på brændslet. I krigens sidste år kom der også mange forstyrrende luftalarmer med deraf følgende afbry­ delser i arbejdet. Men da der næsten aldrig skete noget under disse alarmer, var der en enkelt gang, at Christensen og jeg ikke gad gå i beskyttelsesrum. Det var et rum i stueetagen, der var særligt afsti- vet. Men pludselig lød der nogle dumpe drøn, og hele gulvet gyn­ gede under os, og det gyngede virkelig, så vi blev lynhurtigt enige om at aflægge beskyttelsesrummet et besøg. Det var Shellhuset, som var blevet bombet, og desværre også den franske skole. De fleste arbejdsdage lignede i reglen hinanden, men enkelte undtagelser forekom. Som da man fra fagforeningen havde rekvi­ reret en ny dame. Hun mødte stille og satte sig til den anviste maskine, men det vakte en vis furore, da hun ved maskinens fod stillede 5 øl til løbende at slukke tørsten. Det var ikke lige B.P.! Som tidligere nævnt var Ingolf firmaets mest udfarende kraft, ofte i god betydning. Men ofte var han virkelig reaktionær i sine udfol­ delser. En dag savede han ryglænet af en stol, den eneste stol vi havde med ryglæn. Han kunne ikke fordrage, at vi sad ned ved arbejdet, og slet ikke, når der tilmed var ryglæn på stolen. Han var ofte plaget af smerter fra sit mavesår, så det tog nok en del på humøret. Men når han havde det godt, kunne han være flink og charmerende. Jeg snakkede af og til med ham om krigens gang. Han førte naturligvis ordet, men jeg nød det. Gunnar var en mere indadvendt type, hvilket nok af og til gjorde ham mere upopulær, end han havde fortjent. Den tredje søn Kaj var den flinkeste af alle. Nu tog han ikke lige så meget del i ledelsen og sagde aldrig noget, som nogen kunne være generet af. Det gør det måske lidt lettere at være flink. Christensen, der stod somværkfører, var en helt anden person, en livlig og varm mand, der såmænd også kunne levere en saftig bemærkning - men sjældent. Men han var et venligt gemyt og med rette meget afholdt. Grundlæggeren og mesteren Thorkild Michel- sen var til gengæld en ret tør person, faktisk lidt kedelig, men abso­ lut med den pondus, en mester helst skal have. Så alt i alt var fami­ lien efter min mening en vellykket familie.

170