HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Friherreinde Sophie Adlersparres sommervisit i København

pes - derpå beror det! Misforholdet mellem ægtefællerne lader til at have varet længe, men til sidst blev det bedre - og nu var den kæm­ pende og lidende hustru stedt til hvile. 55 Besynderligt at disse tanker - dette frygtelige Enten-Eller i det ægteskabelige liv, der synes ligesom taget ud fra mit eget indre liv - er mødt mig overalt og ligesom påtvinges mig. Der blev også talt om Jerichaus. 56 De lader også til at være et noget ejendommeligt par. - Fru Munch satte ham langt over hende både som menneske og kunstner. Ikke Magdalene. Hun og fru Je- richau lader til at være beslægtede ånder. Selv deres træk synes hin­ anden lig. Hun er ildfuld, lidenskabelig, en stor og kraftig person­ lighed - hurtig og spontan i tanke og gerning - han, en fin, ædel sjæl, rig på skabende geni, men langsom i sin udfoldelse deraf. Hun lader til at have den største indflydelse på denne pagt, men han har, som Ibsen, vundet meget ved at have så mægtig en personlighed ved sin side. Deres hjem og fælles atelier omtales som ejendomme­ lige, deres sølvbryllup for et år siden som en virkelig henrivende fest - især det sidste sceneri, som sluttede med en vild tarantel dan­ set af brudeparret - hun dansede forrest med sit grå hår udslået og prydet med en sølvkrans samt i sort fløjlsdragt med langt slæb og trak ham efter sig ligesom som med en uimodståelig lokken, tem­ poet blev sat i vejret, musik og dans blev mere passioneret - hun blev ved med at flygte og lokke, han fulgte, ildfuld og virkelig pas­ sioneret, indtil han til sidst omfavnede hende og i vild fart svang hende om, så det sorte fløjlsslæb som en havfruehale snoede sig om begge, og de forsvandt for øjnene af de beundrende gæster. 57 - Fru Thoresen sagde, hun agtede at skrive en karakteristik af både festen og sølvbrudeparret til mig, og med det for øje havde hun bedt fru Jerichau om nogle oplysende kendsgerninger om sit liv, men ikke fået dem. Jeg nævnte, jeg havde materiale til en biografi om hende, og vi aftalte, jeg skulle sende den til hende, hun ville så gennemføre sin plan og levere en god artikel til tidsskriftet. Hun beklager, hun ikke kunne bringe mig i forbindelse med det bemærkelsesværdige par. Vi talte om meget, jeg ikke husker længere. Endelig nåede vi Frederiksborg. På afstand så slottet prægtigt ud. Efter branden for nylig er det genopført via frivillige indsamlinger i alle klasser. Det danske folk har således ved egne ofre bevaret det­ te mindesmærke fra en svunden barndomstid. (Dette hører til det 99