HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Tinne Vammen

Omsider kom vi til Frederiksborg og hvor vi opsøgte den norske digter Munch. Han var rejst hjem, mens hans hustru fandt vi i en køn, lille rosenomkranset bolig i skovbrynet. Hun var en lille for­ krøblet skabning, med venlige træk og et elskeligt og sjælfuldt væsen. Magdalene havde bevæget omtalt hende som en usædvanlig ven - en af dem, som havde ydet hende mest godt. Det lod til, at parret Munch havde taget hende i forsvar i konflikterne med Bjørnsons. Fruen modtog hende med søsterlig hjertelighed, og de havde så meget at tale om, at fremmede kom til at stå i skyggen. Der blev dog sagt nogle venlige ord om Esseide, og om at Munch stærkt skulle have beklaget at være gået glip at mødes med os. Sammen med fru Munch var en frøken Aubert, et stort fruentimmer, som talte norsk, som om det nærmest var svensk og var hyggelig, men ret alminde­ lig. De havde i vinter opholdt sig i Rom og havde rejst hele vejen hjem sammen med fru Fröding (Göteborg) og en af hendes norske veninder. 54 Fru Munch havde de smukkeste fotografier af ældre og yngre kunstværker af Rafaels loggier. De snakkede om en ny malerstil, som gengiver en stor, ofte tragisk ide i hjerteskærende billeder og farver. Et sådant - en fader- og moderløs familie - hvor hele sorgens byrder og livet er lagt på en ung, spæd pige - gav mig dog et køn­ nere billede af denne skole end deres beskrivelse. De havde et end­ nu bedre eksempel derfra, men jeg husker det ikke længere. De tal­ te om mange fælles bekendte og venner, bl.a. en fremstående dansk jurist/sagfører og hans hustru. For sidstnævnte, som for nylig var død, nærede Magdalene tilsyneladende stor hengivenhed. »Hun tog sig af mig som en søster, da jeg først kom til København«, sag­ de hun, »og åbnede ikke alene sit hus for mig, men også for mine. Hos hende havde vi et rigtigt hjem. Hun var en rigt begavet kvin­ de med et stort og ædelt, men krævende sind. Begge ægtefæller var fuldstændig hinandens jævnbyrdige, og de burde have kunnet være alt for hinanden - og alligevel var de ikke lykkelige! Man til­ lagde almindeligvis hustruen skylden.« Magdalene forsvarede hen­ de. »Han lagde hele sin sjæl i sit erhverv - hengav sig fuldt og helt til den sag, han forsvarede for tiden, og når han kom hjem, var han træt - udtømt! Det kunne han bare ikke - og om jeg ikke godt for­ stod hende!« Hun må have kæmpet for et åndeligt fællesskab i ægteskabet - og virkelig med rette. Men hvordan den strid udkæm­ 98