HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Friherreinde Sophie Adlersparres sommervisit i København

giver det andet en god dag. Vi talte om, at den som vil se upartisk på sager og mennesker - i erkendelse af det gode ved dem person­ ligt og det berettigede i deres stilling til mål, som strider mod mine egne - hvordan sådanne upartiske bliver mer og mer ensomme og svigtet og bebrejdes, at de savner selvstændighed, fordi de har overvundet sig selv nok til at erkende andres ret til tænke frit. Som jeg selv lader hun til at nære lignende frygt for at knytte sig dybere til nogen. Jeg indrømmede, at hvis man er istand til at føle dyb lidenskab, gør man måske klogest i ikke at knytte sig til mennesker.

O wenn du wustest wie ein Mensch Den andern sorgen kann! Mindre fare at elske menneskeheden - leve for ideen.

(Længere kom jeg ikke med mine optegnelser, da jeg endnu befandt mig i København. Hvad jeg tilføjer er skrevet efter hukommelsen flere uger senere.) Samtalen med Magdalene Thoresen fortsatte om skiftende emner af varierende interesse, men den vendte dog ofte tilbage til den grundtanke, som jeg stødte på i alle dybere samtaler under mit ophold i Danmark, formodentlig fordi jeg bragte den med mig alle­ vegne: kærligheden og dens forskellige betydninger - dens højere og lavere former. Magdalene anvendte ofte billedet som udtryk for kærlighedens renselseskamp og hentydede ofte til den græske myte, hvis detaljer jeg har glemt. 52 Med en vis længsel så hun frem til den tid, hvor man har frigjort sig fra alle selviske fordringer, så man bliver i stand til at le en guddommelig latter af selve Eros. »Le af sig selv og sin smerte«, tilføjede jeg. »Naturligvis«, mente hun. »For mig eksisterer Eros ikke, hvis jeg ikke går op i ham.« Hun talte om Kierulf. Hun indvendte, han var for kunstnerisk. Min mening var, at hans storhed netop bestod i, at han havde ramt den folkelige tone; det må nu betyde storhed; men den er da af en dæmonisk karakter. Saligere (og måske endog større) er at give end at tage. 53 97