HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Tage Bredmose Jensen

eller overspændt. Han styrtede rundt i det lille lager med en stor Silvanacigar i munden, til tider smånynnende. Af og til blev vi sendt ned i Havnegade i en lille baggård, hvor­ efter der ankom en gammel olding i lang, sort frakke og et kæm­ pemæssigt halstørklæde. Hostende og harkende til den store guldmedalje. Han låste os ind i et lille kælderrum, hvor der nær­ mest så ud som i et laboratorium med kolber og store glasballo­ ner. Så fik vi nogle flasker udleveret med etiketter, hvorpå der stod Venecin. Indholdet var en vandklar vædske. Disse flasker skulle vi bringe ud til private adresser, og det syntes nærmest at være til midaldrende, enlige damer. Afregningen skulle vi så gøre med forlaget i Rosenborggade. Den dag, alt det følgende hændte, havde jeg været på en længe­ re tur. I porten i Rosenborggade var der en niche, hvorfra man ad tre stentrin kom op til døren ind til forlaget. Lige inden for døren blev man standset af en lille skranke. Selve lageret var et langt, smalt lokale med reoler ud til begge sider, og for enden stod et stort skrivebord. Nå, jeg trådte frejdigt ind og plantede min kasse med tomme returflasker på disken med et: »Værsgo!« Da jeg ikke fik noget svar, kiggede jeg nærmere efter forlæggeren, som stod på en stige længere ned i rummet. Troede jeg! For ved nærmere eftersyn så det ud, som han stod på tæerne. Mørkt var det, og til min store rædsel opdagede jeg, at manden hang i et reb om hal­ sen. Jeg blev helt lammet af chok, og tankerne for rundt i mit ho­ ved, for jeg vidste jo nok, at min pligt var at få ham befriet i en fart. Derfor styrtede jeg ned i bagerbutikken i kælderen og fik to bagersvende med op, og de fik ham hurtigt skåret ned, mens eks­ peditricen ringede efter ambulance. Han var stendød og blev kørt væk. Samtidig var der ankommet en bil med to kriminalbetjente. De gik bare rundt og rodede lidt på skrivebordet, som de sagde, hvis han skulle have efterladt et brev. Men det havde han ikke. Jeg blev temmelig sur på den ene af dem, fordi han samlede et stykke af rebet op og sagde til mig, at dette reb da ikke kunne bære en mand. Det var ganske vist almindeligt pakgarn, men kendsgerningen var ikke til at tage fejl af, og de skrev heller ikke noget ned, men jeg synes jo nok det var en dum bemærkning. Jeg var berørt af chokket flere dage efter og penge for turen fik vi jo heller ikke.

96