HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Ingeborg Andersen

spurgte mange gange med mellemrum, men der var lange udsig­ ter, da der først var nogen, der skulle udiæres, før de kunne tage nye ind. Vi så stadig i avisen, og en dag fik jeg endelig en lære­ plads på en helt anden skotøjsfabrik ikke ret langt fra, hvor vi bo­ ede. Det første halve år var jeg hjælpepige, men så kom jeg på kontrakt. Jeg var 3 år i lære, og det gik meget godt. Jeg bestod mit svendestykke og fik mit bevis den første arbejdsdag i 1940. Jeg blev sat til at sy militærstøvler, og det var hårdt, men krigen var lige uden for døren. Kort efter fik jeg arbejde på en anden skotøjsfabrik, som lavede hjemmesko. Det var ikke så hårdt, men uvant, for jeg skulle sy så­ ler på. De var ikke hårde, men det krævede nøjagtighed og hur­ tighed, da vi var på akkord. Fabrikken lå på Amager i Wildersga- de. Vi var selv flyttet fra Jagtvejen til Sjællandsgade, vistnok for at mor ikke skulle have så langt til at hente aviserne. Min ældste søster var flyttet hjemmefra nogle år før, og nu var den anden søster også blevet gift og var flyttet. Min mor var lige kommet hjem fra sin avistur - den var blevet lidt mindre - jeg stod og skulle på arbejde med en sporvogn, da vi hørte en frygtelig larm af flyvemaskiner, der fløj ganske lavt over os. Vi kunne se, det var tyske maskiner. Vi troede de skulle til Norge, jeg ved ikke rigtig, hvad der fik os til at tro det, men det er nok den gamle historie med, at man ikke tror det rammer os, kun naboen. Jeg skulle skynde mig for ikke at komme for sent på arbejde. Jeg nåede også sporvognen. Da vi lige var kommet over Langebro, blev broen spærret og besat af tyskerne. Jeg nåede ud til mit arbejde. Imidlertid var der blevet kastet flyveblade ud fra tyske maskiner, hvor der på dårligt dansk stod, at vi var blevet besat af tyskerne. Der blev ikke arbejdet den dag, men vi vidste ikke, hvordan vi skulle komme hjem. Vi var meget nedtrykte, men op ad dagen fik vi lov at høre med på chefens radio, og der blev sagt at broerne ikke længere var besat, så vi igen kunne komme over. Vi fik selvfølgelig lov til at tage hjem. Jeg var blevet forlovet. Vi havde truffet hinanden på aftenskole. Min forlovede var desværre arbejdsløs, derfor var han sendt til Sønderjylland for at plante læbælter. Der var andre unge, der og­ så var sendt derover. Da det halve år, min forlovede skulle være

62