HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Ingeborg Andersen

mejeri med en hestevogn. Jeg elskede den hest, der kom i min ga­ de. Når kusk og medhjælper var ude hos kunderne, skyndte jeg mig hen for at kæle for hesten. Jeg tog den om halsen og kyssede den over mulen. Jeg syntes, vi havde det til fælles, at den måtte trække sit læs i al slags vejr, ligesom jeg måtte. Men en dag så min mor det, hun blev rædselsslagen, og hun sagde, at det måtte jeg aldrig gøre mere. Det var ret svært at overholde. Den havde en dusk ved øret, det betød, at den godt kunde finde på at bide. Det havde jeg ikke lagt mærke til, og jeg havde heller ikke vidst det. Vi gik selvfølgelig alle tidligt i seng om aftenen. Efter aftensma­ den, som vi spiste kl. 17, lagde min far sig på sofaen og læste lidt avis. Vi piger vaskede op, og min mor kunne endelig sidde med sit håndarbejde, som hun var meget glad for og meget dygtig til. Hun hæklede fine gardiner af tyndt garn, det blev gjort meget sir­ ligt. Hun broderede også fine lyseduge. Hun måtte selvfølgelig også reparere tøj, når det var tiltrængt. Mine søskende og jeg fik hver 3 kr. om ugen for at gå med aviser, men så skulle vi også selv holde os med strømper. Vi havde merceriserede bomulds­ strømper dengang. Vi lærte at stoppe dem for ikke at give så mange penge ud til dem. Jeg fik lov til at være nede at lege til kirkeklokkerne ringede so­ len ned. Vi boede i en passage, og kirken var lige i nærheden. Der var andre børn nede at lege. Vi lavede hinkeruder med kridt eller, i mangel af det, fik vi en overskåret kartoffel at tegne med. Vi le­ gede skjul og tagfat, og sommetider spillede vi bold op ad muren på et stykke, hvor den var bred. Vi legede også med dukker, som vi syede tøj til. Min mor gik også med avisregninger. Der var nogle, der betalte en gang om ugen, andre en gang om måneden og nogle få en gang i kvartalet. På den måde kom min mor i kontakt med de mennesker, vi delte aviser ud til. Der var blandt andre 2 damer, der var søskende og boede sammen. Vi sagde altid de fine frøke­ ner, når vi talte om dem, for de gav mor deres brugte tøj, som mor kunne sy om til os. Det måtte være nogle rige nogen, mente vi. Mor sad så flittig og syede, og når det var færdigt, skulle vi op til dem og vise, hvad mor havde fået ud af det. Mor sagde altid, husk nu at neje pænt og sige tak. *

60