HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Leif Jensen

også at lave billeder. Jeg blev bidt af en gal fotograf, og min inte­ resse for fotografering har jeg stadigvæk. Vi unger tog tit ud til Kongelunden, som lå cirka seks kilometer fra vores hjem. Det foregik med sæbekassebilen eller på løbehjul. Der legede vi hele dagen, og kom først hjem ved syv-tiden om af­ tenen. Sjovt nok var vores forældre aldrig nervøse, når vi sådan stak af. De har vel tænkt, at når vi blev tilstrækkelig sultne, så skulle vi nok vende snuden hjemad. Amager Fælled var dengang en militær skydebane. Bag Artillerivejens Kaserne, der hvor cy­ kelstien går fra Artillerivej til Amager Fælledvej, var standplad­ serne for deres kanoner. Når der var skydeøvelser, blev der hejst en stor trækugle op i en høj mast. Når kuglen var oppe, var al færdsel på fælleden forbudt. Der blev skudt med skarpt fra kano­ nerne, og det var nogle ordentlige brag der lød. Det var ikke altid soldaterne sigtede lige godt. Det var naturligvis meningen, at gra­ natnedslaget skulle foregå inde på fælledens område. Men jeg husker, at der var et tilfælde, hvor granaten havnede inde i en have. Så vidt jeg husker, kom der gudskelov ingen mennesker til skade ved uheldet. Nå, men tilbage til fælleden. Vi unger elskede at lege derovre. Dengang gik Kalvebodløbet helt ind til den grønne fælled. Ja der var sågar en lille smule strandbred med sand. En gang imellem badede vi derovre. Vandet var selvfølgelig ikke så rent som ved Amager Strand, men det tænkte vi vist ikke så meget på. Det kunne hænde, at imens vi badede eller legede derovre, blev den store trækugle hejst. Så skal jeg love for, at vi tog benene på nak­ ken. Det gik i fuldt firspring, tværs over fælleden til sikkerheden bag diget. Granatnedslagene fra skydeøvelserne havde lavet store huller i jorden. I disse huller var der vand, et sandt paradis for haletudser og hundestejler. Dem fangede vi, og tog med hjem i et syltetøjs­ glas. Vi skiftede deres vand regelmæssigt med nyt vand fra hul­ lerne. Til vores store overraskelse fik haletudserne først et par små ben, og senere endnu et par. Til sidst faldt halen af dem, og så havde vi nogle bittesmå frøer. Dem satte vi over i vandhullet igen, men hundestejlerne beholdt vi i vores syltetøjsglas. For enden af Artillerivej lå en losseplads. Den rodede vi unger også på. Det var utroligt, hvad folk smed ud, og lossepladsen 26