HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Haven på Nebraskavej

At vi var stride, får jeg tit at vide af min kone. Hende traf jeg nemlig ude på Nebraskavej. Min mor havde noget familie i Århus, som blev inviteret til at besøge os. De kom spadserende fra Sundbyvester Plads i deres fine tøj, belæsset med kufferter. Deres sko var godt støvede af slaggevejen. Det var nok ikke lige det, de havde drømt om at opleve i København. De skulle i øvrigt også forbi Elmegårdens store svinesti som lå på Kongelundsvej. Grim lugt for sarte næser. Jeg husker min kone som en lille fin »frøken« med sløjfe i håret. Da hun godt træt og støvet så os halv­ vilde unger, var hun parat til at rejse hjem med det samme. Jeg derimod blev straks vildt forelsket i denne lille søde pige på bare otte år. Denne børneforelskelse har holdt sig lige siden, og nu har vi dog været gift i firefyrre år. Under besøget fik gæsterne stillet førstesalen til rådighed. Vi andre pakkede os sammen nede i stuen. Vi knægte syntes som sagt, at de århusianske småpiger var søde, om end lidt generte. En aften satte vi en stige op til deres gavlvindue. Vi ville se, hvor­ dan de havde indrettet sig. Det skulle vi nu aldrig have gjort. Pi­ gerne, som lå i deres senge, blev panikslagne, da de så vores gri­ nende ansigter udenfor vinduet. Mor havde en hobby. Hun elskede at fotografere. Hendes kame­ ra var et Kodak boxkamera, primitivt, men efter datidens forhold ret godt. Hun lavede også selv sine billeder. Vi syntes det var spændende, at se billederne dukke frem på fotopapiret. Det var den rene trolddom. Det foregik altid om sommeren, for mor hav­ de ikke noget rigtigt mørkekammer. Hun brugte klorsølvpapir til sine billeder. Inde i stuen, i fuldt dagslys, lagde hun først sit nega­ tiv i en kopieringsramme, og derefter et stykke klorsølv papir. Rammen blev lukket, og hele herligheden blev lagt ud på et bord i solen. Her lå det cirka fem minutters tid, afhængig af hvor kraf­ tigt solen skinnede. Rammen blev båret ind i stuen igen, og foto­ papiret kom ned i fremkaldebadet. Efter et par minutter eller tre dukkede billedet frem. Vi unger hang ind over bordet for at se det. Det var lige spændende hver gang. Efter en kort skylning kom billedet over i fikserbadet. Når det var færdig-fikseret, blev det skyllet grundigt, og lagt til tørre på nogle aviser. Det var bruntonede billeder mor fik ud af det. Desværre er de alle sam­ men gået tabt med årene, men på grund af mors erfaring lærte jeg 25