HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Haven på Nebraskavej

var godt klar over belønningen for vores sømandskundskab, el­ ler mangel på samme. Sandsynligvis ville det indbringe den sædvanlige endefuld. Men den tid den sorg, mor kom jo først hjem om aftenen. Det var ikke kun på marken, vi var udsat for den store forure­ ningskatastrofe, det skete også i haven. Da der som sagt ikke var kloakeret på Amager dengang, havde vi kun en simpel retirade, med avispapir som rengøringsmiddel. Dog aldrig Socialdemo­ kraten. Når retiraden var fyldt, skulle den selvfølgelig også tøm­ mes. Far gravede blot et hul i jorden til vores efterladenskaber, som efter udtømningen blev dækket til. Det virkede ikke kun som gødning, det var de rene dyrefælder. Det skete adskillige gange, når vi galoperede som vilde rundt i haven, at vi stødte på disse dyrefælder. Og der stod vi så midt i vores ildelugtende ef­ terladenskaber. Vi sank i til midt på lårene. Det var nu ikke det værste, for det kunne skylles af igen. Næ! Det værste var træskoe­ ne, de hang altid fast i hullet. De skulle graves frem med de bare hænder, og det var knap så morsomt. På den tid havde vi ingen radio i vores hjem. Mor havde en rejsegrammofon, som blev flittigt benyttet. De af pladerne jeg bedst kan huske er »Jul i den gamle købmandsgård« og sangen »Tante Anna«, det er nok fordi, min mor hed Anna. Far var lige så opfindsom som vi børn. Ffan fandt ud af at lave et krystalapparat. Det blev vores første radio. Nu er dette simple apparat kun beregnet til hovedtelefoner, og det var ikke særlig praktisk i så stor en familie. Men far fandt på råd. Han placerede hovedtelefonen i en krystalskål, og så havde vi pludselig en højt­ taler. Det var naturligvis ikke en på 60 watt eller derover, men den kunne da bruges. Når hørespillet »Familien Hansen« af Jens Locker var i æteren, så hang vi alle sammen ind over bordet, og lyttede til de svage stemmer fra krystalskålen. Det var noget, vi alle sammen satte stor pris på. Når min faster og kusine fra Keplersgade kom på besøg, så kom der rigtig gang i grammofonen. Den fine stue blev åbnet, og møb­ lerne flyttet. Så var der liv og glade dage. Hele familien dansede på livet løs. Det er nok det som lagde grunden til min interesse for dans. Lommepenge til os børn var der selvsagt ikke råd til. Og dog, hver søndag fik vi fem øre hver. Det var lige nok til een is i 23