HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Leif Jensen

en krone fik vi hele to store poser med rundstykker, wienerbrød og franskbrød. Det var rart. Når vi kom hjem, varmede mor brø­ det i ovnen, og så var det lige så friskt som nybagt brød. Til fastelavn var vi børn altid ude at rasle. Vi lånte tøj af far og mor til vores udklædning. Jeg havde taget fars jakke på med vrangen udad. Den var nu rigelig stor til mig, så jeg smøgede ær­ merne lidt op. Med en brændt prop malede vi overskæg, eller sværtede hele ansigtet til, så vi lignede negre. Fastelavnssøndag rendte vi rundt i nabolaget, sang og raslede ved alle dørene. Om mandagen gik vi op på Amagerbrogade. Her måtte forretninger­ ne stå for skud. Det var som regelen to øre vi fik, men mange bække små giver, som ordsproget siger, en stor å. Vi sluttede altid af på Christianshavn ved vores onkel og faster i Set. Annægade. Her havde de en skomagerforretning. Vi skulle synge vores fa­ stelavnssange for dem. Bagefter blev vi trakteret med chokolade og boller. Og her vankede der altid en hel krone. Når vi kom hjem gjorde vi resultatet op. Vi stablede to-ørerne ovenpå hinanden, og talte som gale. De mest ihærdige af os fik som regel raslet et par kroner sammen. Sammenlagt med kronen fra min onkel havde vi så tre kroner, det var mange penge dengang. Hen på foråret, når sneen smeltede, blev markerne totalt over­ svømmet. Dengang var der ingen kloakering i København S, hvor vi boede. Og da Amager som bekendt ikke ligger ret meget over dagligt vande, var vores område nærmest at betragte som en stor indsø om foråret. Men det forstod vi unger skam også at udnytte. Vi stjal et par døre fra fars materialebunke, som var ganske stor. Han byggede nemlig vores hus af nedrivningsmaterialer, som vistnok stammede fra den lille lave husrække, som lå i Holmens Kanal, der hvor Overformynderiet nu ligger. Nå, men det var dørene. Vi fandt ud af, at de kunne bruges som tømmerflåder. Vi slæbte dem over til marken og smed dem i vandet. Der var to unger med på hver flåde, og med et par kæp­ pe som stager gik det bare derudad. Som regel endte det godt, men det hændte da også, at vi faldt af flåderne. Og det var noget af en katastrofe. Dels blev vi selvfølgelig våde og dels sad vores træsko fast i mudderet. Men der var ingen kære mor, træskoene skulle findes igen. Det var det eneste fodtøj vi havde. Så vi blev ikke bare våde, men også indsmurt i mudder over det hele. Vi 22