HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Torben Hoick Colding

og højrøstet tale. Efter et par dages bedring fik bedstemoder et pludseligt tilbagefald og døde den følgende dag. Mens bedstemoder lå død i sit soveværelse, måtte bedstefader flytte ind i sin dagligstue, men var på grund af feber kun til tider i stand til at forstå, hvad der var sket. Fader, der stadig var syg og sengeliggende, måtte ordne alle praktiske ting i forbindelse med dødsfaldet. Da han fortalte bedstefader, hvordan han syntes dødsannoncen skulle formuleres, sagde denne kun: »flere tillægs­ ord«, hvorefter annoncen kom til at begynde sådan: »Min elske­ de, trofaste hustru«. Hverken moder eller bedstefader kunne del­ tage i begravelsen. De genvandt begge efterhånden deres helbred. Bedstemoders død medførte et savn for os alle, men ingen for­ andringer i livet, der gik videre i Toldbodgade næsten som før. Godt to år senere, i juni måned 1933, da min broder var midt i sin studentereksamen, og jeg rykket op i gymnasiet, spadserede min bedstefader en dag ind på Kommunehospitalet for at konsul­ tere overlæge P.N. Hansen i andledning af - som han selv troede - et mindre onde. Overlægen fandt en operation tilrådelig. Den blev foretaget næste dag. Men ondet viste sig alvorligere end an­ taget, og den 16. juni afgik bedstefader ved døden. Da moder den efterfølgende dag inden middagen ville bede bordbøn, sådan som hun altid havde gjort det, lod hun de folde­ de hænder synke ned langs siden og sagde »Nej, nu tror jeg, vi skal holde op med bordbønnen«. Det var ikke fordi hun ønskede at skifte religion eller havde mistet sin barnetro, men hun syntes, at tilværelsen nu var blevet en anden og følte, at den livsform, som hidtil havde været den herskende i familien, nu havde ænd­ ret sig; og det havde hun ret i. Det mærkedes både i småt og stort både i det materielle og på det åndelige plan. Middagene blev rykket frem til kl. 6, hvad der passede bedre med faders arbejdsrytme. Forretterne blev strøget, juleaftens ri­ sengrød blev til Ris å la mande, min broder og jeg fik hver sit værelse, fader fik herreværelse; og spisestuen blev indrettet der, hvor bedsteforældrene tidligere havde haft dagligstue. Bedstefaders død betød, at barndommen var forbi, at tilværel­ sens yderste bolværk var faldet. Et stort og levende stykke fortid var skåret bort. Min broder og jeg kom til at mærke tilværelsens første savn og tomhed. 230