HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Torben Holck Colding

vidstløs i næste øjeblik. Den følgende nat var et mareridt. Idelige opkastninger, der gav voldsomme smerter i operationssåret. Der­ til kom at l/i 1saltvand i nattens løb blev indpumpet i mit ene lår, hvad der forårsagede stærke spændinger i den spinkle krop. Se­ nere har jeg gennemgået langt mere gennemgribende operatio­ ner, der har været følt som legeværk i forhold til denne. Jeg har ved sådanne lejligheder glædet mig over lægevidenskabens ko­ lossale fremskridt i de forløbne 60 år. Jeg har i det foregående prøvet at give et billede af dagliglivet i vort hjem i Toldbodgade og hverdagens oplevelser, men livet havde flere nuancer. Der var landlivet om sommeren, der var rej­ ser i provinsen. Til udlandet rejste hverken børn eller forældre af vores omgangskreds, dengang med ganske enkelte undtagelser. Der var ophold hos slægtninge uden for København, men alt det­ te ligger uden for denne fremstillings rammer. Og så var der festlighederne i hjemmet i byen, små mere eller mindre improviserede sammenkomster, eftermiddagstheer, mid­ dagsselskaber, fødselsdage og juleaften. Omgangskredsen bestod næsten udelukkende af familie, der jo var fælles for mine foræl­ dre. Derudover en ganske lille kreds af venner, der alle udmærke­ de sig ved at have været venner med den ene eller den anden af mine forældre eller bedsteforældre fra deres tidligste ungdom. Det er som om - og det gjaldt begge generationer - de havde standset for tilgangen - lukket ringen om hjemmet. Det var ikke, fordi de ikke lærte nye mennesker at kende, men de tog dem ikke til sig som venner, de lukkede dem ikke ind i omgangskredsen. Mine bedsteforældres venner var for en stor del døde, da de flyttede sammen med os. Det gjaldt to af bedstefaders bedste ven­ ner, der havde kendt ham fra barndommen, skuespiller Axel Madsen (1850- 1926, skuespiller ved Det kgl. Teater) og cand. phi- lol. Peter Knudsen (1850-1928, skoleinspektør ved Østre Borger­ dyd). Endnu levede en snurrig gammel ungkarl Julius Frost (1856-1935, grosserer, formd. for Børsens Voldgiftsret), der havde været korngrosserer i sine velmagts dage. Han så hvert øjeblik på sit lommeur uden at lægge mærke til, hvad klokken var, og sagde hen for sig selv, samtidig med at han lagde uret tilbage i veste­ lommen: »såså såså, nånå nånå«.

222

i