HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Torben Hoick Colding

uskrevne love kun foretages en gang om ugen og kun indenfor et ganske bestemt kortere tidsrum: søndag formiddag mellem kirke­ tidens ophør og frokost, dvs. fra kl. ca 11 til kl. ca 1. Alt andet var vulgært og upassende, undtagen Store Bededagsaften eller på smukke sommeraftener, hvor der gjaldt andre regler. Til gengæld på det rigtige tidspunkt, søndag formiddag, mødte man »hele København«. Det smukke panorama og den herlige havduft hav­ de man hele tiden, men den særlige festivitas kun denne ene for­ middag om ugen. »Efter kirketid« betød ikke nødvendigvis, at man skulle have været i kirke, vi gik af og til i kirke (»vi« vil sige fader, sjældnere moder, der på det tidspunkt forberedte søndags­ frokosten, min broder og jeg). Fader holdt på at gå i kirke i hvert fald første søndag i advent, juleaften og nytårsdag. Jeg tilbragte gerne tiden, mens der blev prædiket, med at undersøge i salme­ bogens registre, hvem der havde skrevet salmerne og forfatternes levnedsdata, og fik efterhånden et ganske omfattende kendskab til salmelitteraturen. Hospitalsophold hørte desværre næsten til hverdagen. Min fader og min broder var aldrig syge, moder og jeg lå ofte på hospitalet, og da altid på kommunehospitalets 5. afdeling under overlæge P.N. Hansen, en fornemt udseende herre, der udtalte sit navn med nasal elegance og førte sig på stuegang som en konge. Stuer­ ne på Kommunehospitalet var store med plads til 16 senge hver. Når stuegangen begyndte, lød en skarp klokke over hele afdelin­ gen. Der opstod røre og nervøsitet grænsende til panik både blandt sygeplejerskerne og patienterne. Folk søgte til deres plad­ ser næsten som mange år senere under en luftalarm. Omsider holdt overlægen sit indtog, omgivet af en sværm af hvide kitler, reservelæger, kandidater, plejemoder og sygeplejersker. Min fa­ milie havde en særlig indfaldsvinkel til denne mand. Som ganske ung medicinsk student var han kommet til København, hvor nog­ le familier havde taget sig lidt af ham og givet ham middagsmad, deriblandt mine bedsteforældre. Senere, da han var blevet kandi­ dat, havde min bedstefader ansat ham som sin huslæge, hvilken ansættelse varede ved nogle år. Alt det sikrede nu hele familien en særlig opmærksom behandling af den ellers noget distante overlæge. For bedstefader var det aldrig gået op, at den medicin- 220