HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Torben Hoick Colding

for Studenterforeningen hos Kgl. balletmester Hans Beck, hos hvem også min moder 40 år tidligere havde gået til dans. Moder fulgte og overværede ligesom de øvrige mødre fra et ophøjet til- skuerpodie hele forløbet af dansetimen. Drengene sad på en lang bænk langs væggen til venstre, iført matrostøj med korte bukser og laksko. Pigerne med svingende fletninger og pastelfarvede kjoler sad på en tilsvarende bænk overfor. I salens fjerneste ende spillede en yngre dame ufølsomt flygel. Midt på gulvet demon­ strerede Hans Beck, iført smoking og med hænderne holdende op i frakkeskøderne, hvordan man skulle føre sig frem. På dette punkt havde jeg allerede forlængst tabt tråden og sad i egne tan­ ker. Beck gjorde tegn til at drengene skulle inklinere for pigerne, men da jeg var faldet i dybe staver, kom jeg hver gang for sent til en rimelig dansepartner. Partneren blev oftest Fru Beck, der vist­ nok før århundredeskiftet havde været balletdanser, men som ikke mere var inspirerende. Beck var en mester i for alles blikke at gøre nar ad enhver, der ikke til fuldkommenhed kunne følge hans intentioner, og jeg var et taknemmeligt offer. Moders ambitioner på børnenes vegne var stor. På nogle punk­ ter måtte hun resignere, på andre punkter førte hun sin vilje igennem til sejr. Selvfølgelig skulle et par raske drenge kunne køre på cykel. For min broder, der både spillede flinkt klaver og var en ihærdig danser, gik det af sig selv med cyklingen. Han lærte det på et par sommerdage med klodser på pedalerne for at kunne nå dem. Men for hans broder gik det ikke så nemt, måske fordi jeg havde fået den forrykte og halsstarrige ide, at jeg ikke ville køre på cykel. Jeg bad til Vorherre om at blive fri, men han hørte mig ikke. Til sidst blev jeg indmeldt i en cykelskole. Det var i 1928 på Rosenborg eksercerplads, der den gang ikke - som nu - var åben ud mod Gothersgade, men lukket af den gamle Brøndanstalt, der strakte sig langs hele forløbet mellem eksercer­ pladsen og gaden. Derinde på pladsen havde et par sergenter en lille ekstra fortje­ neste ved at lære folk at køre på cykel. De dage jeg besøgte skolen under ledsagelse af min moder, besøgtes den af fire elever: Over- rabiner Moses Friediger, hans kone og hans søn. Overrabineren var en statelig herre i sort diplomatfrakke og stort sort fuldskæg. Han fortalte, at han på grund af skægget ofte blev forvekslet med 218