HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Torben Hoick Colding

det gamle hus var meget skråt og hældede ind mod stuens midte - heldigvis væk fra gardinerne. Det var forfærdelig sjovt at se flammerne flyde rundt på gulvet og slikke op i luften. En dag på vejen hjem fra skole havde jeg fået en god ide og var så ivrig efter at få iværksat den, at jeg smed frakke og hat på min seng, fandt en pincet og et stykke vat, som jeg gennemvædede med sprit og antændte. I samme øjeblik hørte jeg pigen komme med en bakke med eftermiddagsmaden. Jeg blev så befippet, at jeg kastede pin­ cetten med det brændende vat på sengen. For at legen ikke skulle blive opdaget, lagde jeg hatten over det lille bål. Stor var min ær­ grelse, da pigen var gået, og jeg ilede hen for at genoptage legen, ved at konstatere, at bålet var kvalt, så jeg var nødt til at ofre en ny tændstik. Det viste sig, at ilden havde brændt et hul i senge­ tæppet, inden den var slukket. For at det ikke skulle røbe mig, klippede jeg alle de brændte dele af og påstod senere, at hullet skyldtes slid. Min broder og jeg deltog altid i familielivet som jævnbyrdige med de voksne. Vi blev ikke holdt uden for nogen samtale men kunne give vores mening til kende på lige fod med de øvrige til­ stedeværende. Vi hørte aldrig bemærkninger om, at vi var for små til at tale med om det ene eller det andet. Men der var tabuer, emner der aldrig blev berørt, uanset at vi blev ældre og mere modne, og som de voksne heller ikke talte om. Det var først og fremmest politik. Faders humanistiske indstilling forbød ham at pådutte os noget livssyn og først i hans allersidste leveår, da han var op mod 80 år, fandt jeg ud af, hvor han havde placeret sin stemme på valgdagene. Der diskuteredes lige så lidt religion, men man respekterede andres religiøse standpunkt, selvom det var anderledes; og blasfemier var ikke tålt. Enhver hentydning til funktioner under bæltestedet var tabu, mine bedsteforældre sag­ de »et vist sted« om det samme rum, som mine forældre kaldte wc. Ordet toilet, udtalt efter bogstavet var simpelt, udtaltes det på fransk, var det affekteret, derfor under alle omstændigheder ubrugeligt. Der var ikke noget, der hed »at tisse« eller at lave »bæ«, det hed: at »lave a« og at »trykke«. At tale om sex var abso­ lut forbudt. Der blev ikke givet oplysning om seksuelle forhold og aldrig sagt en tvetydig morsomhed. 214