HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Torben Hoick Colding

Hun holdt sig nøje ajour med nye opskrifter i dagens aviser. Hvis hun serverede en af disse nye retter, det kunne være ungarsk gul­ lasch, lam i kål eller indbagt kalvetunge, sagde bedstefader uvæ­ gerligt »hvad kalder du det her, søster?«. (Søster kaldte min bed­ stefader, og kun han, min moder fra hun var barn). Men det ville være et helt galt billede af livet i Toldbodgade, hvis man tillagde sådanne små uoverensstemmelser betydning. Der var nok af positive berøringspunkter - og nok af middagsret- ter, der blev højt værdsat af alle tre generationer. For eksempel kogt torsk med smørsauce og peberrod (bedstefader elskede ho­ vedet) eller gule ærter med flæsk eller - ved festlige lejligheder - med sprængt and. Til torsken og til de gule ærter en snaps - hvis man var voksen. Eller oksestegen med søndagsside og mandags­ side. En yndet vinterret var fyldt hvidkål, d.v.s. fyldt med fars, kogt en time i en stor gryde med vand. Efter kogningen blev gry­ den sat ned i høkassen, hvorfra den blev hentet dampende varmt op 4-5 timer senere til middagen og serveret med smeltet smør. En højt værdsat sommerret var grillerede lammehoveder med hjernesauce. Tilberedningen af denne ret tog moder en hel dag, men hun høstede til gengæld fra alle sider den største anerken­ delse for sit arbejde. En søndag i marts måned var det utænkeligt at stenbider i gelé ikke figurerede på frokostbordet. Drinks og whisky skænkedes aldrig. Vin kun ved større selskabelige sam­ menkomster. Til middagen en karaffel med koldt vand. 01 var ikke en drik, der blev drukket meget i mit hjem. Jeg tror, moder syntes det var simpelt at drikke øl. Det kunne hænde, at min fa­ der drak et glas øl til en søndags-frokost. Til daglig fik vi altid the til frokost. 0 1 blev aldrig drukket i utide, ingen uden flyttemænd blev budt på en øl. Den af de tre generationer, der havde størst udbytte af fælles­ skabet, var vistnok børnene. For os var det en stor berigelse at lære vore bedsteforældre så godt at kende. De åbnede en udsigt langt tilbage i slægten og historien. Meget fik en sammenhæng, som vi uden dem aldrig havde anet. Der var altid selskab at hen­ te, altid en tålmodig bedstemoder som havde ubegrænset tid til at høre på eller - som hun kaldte det - til en passiar. På grund af ledegigt var hun ikke mere i stand til at gå alene, end ikke om­ kring i stuerne. Hun var altid at finde i sit sofahjørne, travlt be- 206