HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Kommunehospitalets Reservelægegang

ne to små brødres senge kunne få plads i det, så jeg blev forvist til en divan i spisestuen. Der var igen ingen mulighed for, at jeg kunne få mit eget værelse, hvad der ville sige, at når vi havde af­ tengæster, startede jeg min nattesøvn i Mors seng. Vi havde imid­ lertid nu vores eget køkken, hvad der var til stor glæde for min mor, der altid havde holdt af at lave mad og var god til det. Imid­ lertid savnede vi det store faste skab uden for vores soveværelse på Reservelægegangen, og hospitalsforvalteren satte derfor et meget stort hvidt klædeskab op i vores køkken, og det fik vi lov til at medtage, da vi flyttede fra hospitalet, og det var stadig i min mors eje, da hun døde i 1967. I denne lejlighed havde vi eget WC og rindende vand i køkke­ net (naturligvis kun koldt), men hvad jeg nød meget var, at der i gangen lige uden for spisestuen var en vask, hvor jeg i fred og ro kunne vaske mig morgen og aften. Der var derfra udsigt over Sortedamssøen, og jeg holdt meget af at stå og se på Irmas høne, der dengang som nu lagde æg, så snart det var blevet mørkt. Da Reservelægegangen var blevet rømmet for reservelæger, måtte Københavns Kommune i gang med et nybyggeri, og der blev nu taget fat på en bygning med reservelægeboliger. Den fik indgang fra Østersøgade. Inden dette byggeri kunne gå i gang, skulle en gammel hestestald rives ned; den lå ud til Østersøgade som afslutning på Kommunehospitalets tredje gård, der kaldtes Rørholm. Inden man tog fat på nedrivningen af denne bygning, blev den tømt for gammelt hø, som jeg og den største af mine små brødre boltrede os i. Det var herligt; men så kom de voksne i tan­ ker om, at dette hø måske var resterne af det hø, man under kole­ raepidemien i 1853 havde benyttet i de vogne, der transporterede kolerapatienter og koleralig, og nu forestillede man sig, at der sta­ digt kunne være kolerasmitte i høet. Jeg er i dag ikke så sikker på, at »de voksne« var så naive; måske ville de bare ikke have os til at sprede høet ud over hele Rørholm. Men det var nu alligevel spændende at komme koleraepidemien så nær; den var, hvad vi godt vidste, årsagen til at Kommunehospitalet blev bygget. 1. august 1924 udløb Fars ansættelse som 1. reservelæge; han blev derefter assisterende prosektor ved patologisk afdeling og kunne derfor ikke længere bo på Kommunehospitalet, hvad jeg dog ikke var særlig ked af; legekammeraterne var jo alle flyttet, 199

I