HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Ruth Plum

Kommunehospitalet på den tid var berygtet for; der blev gjort mange - men forgæves - forsøg på at udrydde dem. Jeg behøver vel ikke nævne, at køleskab og fryseskab dengang var ukendte begreber. Mine forældre anskaffede et lille isskab til opbevaring af mælk til mine små brødre. Isen til dette skab, der fik plads i vo­ res meget lille spisestue, blev bragt af hospitalets portører. Opva­ sken efter vores måltider ordnede vores unge pige i det fælles køkken. Fordi vi først spiste den varme mad klokken seks om aftenen, fik vi i de år, vi boede på Reservelægegangen, aldrig friskkogte kartofler; så når vi blev inviteret ud til middag hos venner og be­ kendte, der ikke boede på Kommunehospitalet, håbede vi altid på at få friskkogte kartofler. Maden var vist i det store og hele god, men det var jo efterkrigstid, og i hvert fald var den margari­ ne, der blev brugt til smørsovs, sådan, så vi mente, det måtte dre­ je sig om spildolie fra maskinværkstedet! Den brune sovs, vi fik til de forskellige kødretter, smagte heller ikke for godt. I funktio­ nærkøkkenet fandtes der en stor gryde, hvor alle ben blev kogt af til bensovs. I en skuffe i køkkenet på Reservelægegangen lå mad­ planen for 14 dage ad gangen, så vi vidste, hvad der ventede os. Søndagsmaden var altid meget dejlig; navnlig desserterne var lækre: nougatfromage, ananasfromage o.lign. Vi, der boede på Reservelægegangen, fik maden fra funktionær­ køkkenet, mens patienterne fik deres fra patientkøkkenet. I og for sig var maden vist lige god, men det var praktisk med 2 forskelli­ ge køkkener, så der ikke serveredes samme retter samme dag for både patienter og funktionærer, for så fik da ikke alle på hospita­ let diaré samme dag. Det skete nemlig mindst én gang hver som­ mer, at der kom et voldsomt udbrud af diaré enten blandt funk­ tionærer eller patienter. Det hang gerne sammen med servering af frikassé med persille. Reservelægerne og deres familier havde det altid hyggeligt sammen, men jeg husker specielt en gang, hvor reservelægernes koner arrangerede noget meget festligt. Med hjælp af de altid så hjælpsomme portører fik de hængt nogle af deres gulvtæpper op på snore, så de fik skilt den del af gangen, der lå uden for Seedorffs og vores stuer, fra resten af gangen. Her blev der så sat borde op - også af portørerne - og så indbød de fire familier, 188