HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1995 h5

Et sendebud fra Tranquebar

Carsten Anker at Sennapa efter indisk ret ville blive dømt til at miste næse og øjne. Men Kommercekollegiet svarede 2. august at man ikke kunne lave om på det som Højesteret havde bestemt.70 Carsten Anker må vel have vidst at kongen kun gav sig af med at formilde idømte straffe. Alt hvad kollegiet kunne love var at Sen­ napa ikke ville blive sendt til Tranquebar, og at der ville blive til­ stillet guvernementet en fremstilling af sagen med henblik på of­ fentliggørelse.71 I et privat brev fremstillede Carsten Anker dom­ men som en sejr: efter den »har vedkommende (myndighederne) fået så mange ørefigen for deres uoverlagte conduite, som de an­ stændigvis kan tåle, og som det nogenlunde er muligt for en pri­ vat mand at give de første folk i staten«. Frihedsstraf blev ikke idømt, men Sennapa havde været arreste­ ret i henved 9 måneder fra slutningen af juni 1799 til 14. marts 1800. Han afsonede bøden i 16 dage fra 14. februar til 2. marts 1801.72 For brødrene Anker var og blev den hele affære en dum og ondsindet kabale. De beklagede at kronprins Frederik var kommet til at spille med i det slette spil. Han nævnes ofte i kode i deres brevveksling. Den stakkels kronprins bliver aldrig til noget, hed­ der det i et af Carsten Ankers breve; han er uvidende, egensindig, mistænksom og indbildsk og kan, trods visse gode egenskaber, aldrig blive en nyttig regent. Carsten Anker var en nær ven af ar­ veprins Frederiks ældste søn, den (i 1800) 14-årige prins Christian Frederik (senere Christian VIII):73 »Det er ej længe siden jeg måtte fortælle ham den hele historie med Sennapa og Kommercekolle­ giet, især Schlegels conduite (opførsel). Han forundrede sig, be­ greb den overmåde godt, thi han har megen forstand og herlig dømmekraft, og spurgte hvorfor jeg ikke talte rent ud til kron­ prinsen derom. Jeg gjorde frimodige anmærkninger derom og sagde, at kronprinsen havde uheldigvis indladt sig for meget med Senopa og ville vel ikke tåle at høre dette hverken på en di­ rekte eller indirekte måde. Det er dog ret ulykkeligt, svarede han, med ægte og oprigtig deltagelse«.74 Den unge prins skrev senere i sin dagbog: »Og en slig agtværdig, redelig mand (Peter Anker) har engang ved calomnie af en bortrømt mulattisk slave, der ud­ gav sig for prins og spillede en rolle her, understøttet af en uvær­ dig Schlegel i Kommercekollegiet, stået i fare for at blive ført i

79