HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1995 h5

Brødremenigheden i København

Resultatet af forhandlingerne blev, at herrnhutiske missionærer med kongelig godkendelse afsejlede til fortet Fredensborg på Guineakysten. I sommeren 1768 rejste Christian VII i selskab med en række mi­ nistre og ledende embedsmænd ud på et længere ophold i Euro­ pa. Undervejs besøgte de den hollandske Brødremenighedsby Zeist og mødtes med menighedens øverste ledelse fra Herrnhut. Som resultatet heraf viderebragtes til missionsagent Briant i København en forespørgsel fra rejseselskabet om, hvorledes det ville være muligt at anlægge en lignende menighedsby med in­ dustri, håndværk, handel og kostskoler i Hertugdømmerne. Forespørgslen afvistes med henvisning til, at forordningerne vendt mod Brødremenigheden først måtte ophæves. Inden Chri­ stian VII og hans følge ved årsskiftet kom tilbage til hovedstaden, var i kongens navn udstedt et edikt, der påbød gejstligheden i Slesvig at ophøre med ethvert angreb på herrnhutere. Med henblik på fornyede forhandlinger overflyttede statsadmi­ nistrationen i 1771 Lorenz Prætorius til en stilling som kommitte­ ret i Tyske Kancelli, hvorunder Hertugdømmerne hørte. Gennem ham modtog Briant atter en anmodning om anlæggelse af en me­ nighedsby, denne gang fulgt af en kabinetsordre, hvori Brødre­ menigheden anerkendtes som et egentligt trossamfund. Da der tillige indløb løfter om økonomisk støtte og særlige privilegier, mente Brødreunitetsledelsen, at en aftale om driften af en menig­ hedsby syd for Kongeåen burde færdigbehandles. Imens tog Briant ophold i Slesvig. På menighedens vegne er­ hvervede han den 23. september 1771 den kongeejede Tyrstrup­ gård med tilliggende jorder, hvor den by skulle anlægges, man gav navnet Christiansfeld. Før nytår var alle forordninger vendt mod herrnhuterne ophævet, og de to parter godkendte en kon­ cession, der gav den kommende Brødremenighedsby vidtgående økonomiske rettigheder og fri religionsudøvelse under egen for­ fatning. Salen i Stormgade I Christiansfeld fik menigheden kirke og prædikant, i hovedsta­ den fortsatte tilknytningen til statskirken og egne forsamlinger 31